Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro

“Slip mig aldrig” er en dystopisk roman, der handler om svigt. Om de gængse mellem venner og om det store kollektive svigt. Hvor meget er majoriteten parat til at ignorere og acceptere den smerte, der påføres en mindre gruppe, hvis det er til de flestes bedste? Hvordan kan vi gang på gang trække på skuldrene, mens andre skabninger behandles grusomt? Kazuo Ishiguro har valgt at stille spørgsmålene i en fremtidsramme, så ingen lige umiddelbart vil føle sig trådt over tæerne. Det er dog ikke muligt at læse bogen til ende uden at overveje ens egne roller i livet.

Kathy er 31 og nærmer sig afslutningen på sit liv, da vi møder hende. De fleste af dem hun er vokset op sammen med er døde, og nu hvor det snart er hendes tur, ser hun tilbage på sin barn- og ungdom.

Sammen med vennerne Ruth og Tommy vokser hun op på den afsondrede institution Hailsham i England. De har et godt og beskyttet liv, mener deres værger, og mener de selv. De har nærmest aldrig kontakt med verden udenfor, og kun langsomt går det op for børnene, hvad der er årsagen til, at de bor på Hailsham. Hvad det er, må man nødvendigvis selv læse sig frem til, for sandheden dæmrer langsomt for læseren i takt med, at vores fortæller opdager meningen med hendes liv.

Det er rasende sørgeligt, at disse søde og velopdragne børn netop er så velopdragne, at de ikke overvejer at gøre oprør mod den skæbne, der på forhånd er bestemt for dem. At omverdenen forventer det, men ikke kan holde ud at se på de selvopofrende, er rigtig generende læsning. Hvad der sker i bogen er science fiction og bliver forhåbentlig aldrig virkelighed, men hele atmosfæren, når “almindelige mennesker” vender uretfærdigheder ryggen, er sørme både aktuel og genkendelig.

Det halter med fortællingens flow. Der er for meget “nu skal jeg fortælle, hvordan det skete”, og det forstyrrer læsningen. Men der er noget på spil, som er nødvendigt at se nærmere på.

Lån bogen på bibliotek.dk