Forfatter Stinus Olesen – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 25. oktober 2020
 

Da jeg var ung læste jeg nok mest for at flygte fra noget. Jeg sad i krogen på biblioteket eller inde på mit værelse. Nu handler det mere om at komme tæt på mennesker og sind. Kigge ind i andre miljøer. Jeg holder af at læse på rejser, i byrum og selvfølgelig stadig hjemme i lænestolen. Jeg ser mig selv som en opsøgende og kritisk læser, måske en arbejdsskade som forfatter, og jeg holder især af at få et kig ind i verdner, der er placeret i konflikt til det etablerede. Den smalle litteratur, det skæve tema, og de anderledes verdenssyn.

Fem bøger der betyder noget særligt for mig:

 

 

1. Sådan var ensomheden af Juan José Millás

Juan José Millás, spansk forfatter. Han mestrer de helt korte noveller til klinisk perfektion, men jeg vil fremhæve en af hans romaner. Ikke alle er oversat til dansk, men ‘Sådan var ensomheden’ betyder noget helt særligt for mig; En mor dør, den midaldrende datter opdager morens efterladte dagbøger, og begynder at læse om sig selv, det afstedkommer en speciel frigørelsesproces, hvori datteren bl.a. ansætter en detektiv til at gøre observationer og komme med afhandlinger af det liv, hun render rundt og lever. Der er mange veje til selvforståelse, og Millas ynder at vende alt på hovedet. Jeg synes tit, der er noget i spansk litteratur, som jeg savner andre steder; at have det vanvittige kært.

 

 

 

2. Transfervindue af Maria Gerhardt

Maria Gerhardts Transfervindue: Fortællinger om de raskes fejl, er en meget fin og voldsom og brutal og rørende bog om den terminale verden forestillet som foregående i en form for aflukket reservat i Nordsjælland. Hun skrev den, mens hun tog afsked med livet. Det store farvel som vi alle på et tidspunkt vil stå overfor. Jeg har fulgt Marias litterære produktion, da vi begge voksede op i Dragør og har spillet fodbold på de samme plæner og stået på de samme podier og fået pokalen til sæsonafslutning. Hendes stemme blev slukket alt, alt for tidligt.

Læs en anmeldelse af Transfervindue på Bogrummet

 

 

3. Dagdriverbanden af John Steinbeck

John Steinbecks Dagdriverbanden er nok den roman, jeg har læst flest gange. Denne kærlighed til de helt små skikkelser. Den rolige fortælleform, hvor læseren nænsomt og elegant bliver ført rundt i det gamle og fattige Californien. Danny har arvet et par ejendomme, og nu lejer han et af husene ud til sine alkoholiserede venner. Personerne driver omkring i småjobs, damer og guldgraverjagt i skoven midt om natten. Fortællingen kan få mig til at slappe af som læser. Bare læne mig tilbage og nyde disse landstrygere, som lever fra dagen til munden, konflikter kan løses med næverne eller over en galon vin.

 

 

4. Under Nul af Bret Easton Ellis

Bret Easton Ellis, alle har en mening om ‘American Psycho’, men her vil jeg nævne hans debutroman ‘Under nul’. Jeg læste den i teenageårene, og jeg blev grebet af denne rige, men overfladiske opdragelse, som disse unge havde fået i Los Angeles. De er alle hjemme på juleferie fra universiteterne og er på jagt efter sex, underholdning og noget hvidt til næsen, og hvad er rigtigt og forkert i den sammenhæng? Romanen gjorde mig efterfølgende utryg, bange og bekymret. I denne fortælling så jeg mennesker, som havde fået alle værdierne. Jeg var ung og troede, at der var noget at hente dér, men nu kunne jeg se, at alle vegne kunne livet ende med det meningsløse og desillusionerede.

Læs en anmeldelse af Under nul på Bogrummet

 

 

5. Stille dage i Mixing Part af Erlend Loe

Erlend Loe er en af de forfattere, jeg hele tiden genlæser. Mange vil selvfølgelig fremhæve den fremragende ‘Doppler’, men for mig er ‘Stille dage i Mixingpart’ sjov, absurd og grotesk. Han spidder hele det iscenesatte småborgerlige parforhold. Jeg har beskæftiget mig en del med teater, og bogen er stort set skrevet som replikker; et ægtepar skal på en hyggelig ferie med børnene i Tyskland, det løber fuldstændig af sporet; Telemann forelsker sig i en svulstig kogebogsforfatter og hustruen Heidi bliver beskyldt for at stikke en tandbørste op bag i, når hun er alene på toilettet. Børnene spørger, hvad modbydelig minus én er, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Ibsen og hele den udstilling af ægteskabets rollespil.

Læs en anmeldelse af Stille dage i Mixing Part på Bogrummet

_____________________________________________________________________________________________________

Om Stinus Olesen:

Født 1975, har gået på diverse kreative skrivekunstlinjer og er sidenhen uddannet fysioterapeut. Han har skrevet digtsamlingen Ingen titel (2000), derefter teaterstykkerne Missionen (2002), De elskende (2004) og Ambulancefolkene skilte dem ad (2008) opsat i København og Århus. Herefter kom en romantrilogi om skæve eksistenser i København; Voksenværk (2017), Amager elsker os ikke længere (2020) og Nedriverne (2020). Hans litteratur kan bedst beskrives som ”absurd realisme” og kredser sig om særlige miljøer, deres mennesker og de fordrejede verdensbilleder, der ligger gemt her.

Læs anmeldelser af Stinus Olesens bøger på Bogrummet

Foto: Dianna Loft

___________________________________________________________________________________________________