Forfatter Louise Winther – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 2. november 2021
 

Skal en god bog være et spejl, man som læser kan se sig selv i? Eller skal den være en dør, der åbner for indblik i andre verdener? For mig er det ikke et enten-eller, men et både-og. Og de fem bøger, jeg nævner her, og som har gjort indtryk på mig, kan derfor begge dele. For mig er den gode bog en spejldør, der både giver mig mulighed for at genkende sider af mig selv, og som udvider min horisont.
Men der er lige en ting til: Sproget. Hvis det ikke fungerer, står jeg hurtigt af. Sproget skal være indbydende, velklingende og personligt.

 

1. Rasmus på farten af mit store forbillede Astrid Lindgren

Er nummer et på min liste. Ingen tvivl om det. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg som halvstor pige lå på min skibsbriks og læste om Rasmus på ni år, som bor på børnehjemmet Vesterlund et sted i Sverige engang omkring midten af 1900-tallet. Jævnligt kommer barnløse ægtepar på besøg på hjemmet for at vælge sig en søn eller en datter, men alle foretrækker en pige med krøller, og ingen vil have en dreng med stridt hår. Så Rasmus stikker af; han vil ud og selv finde sig en far og en mor. I en høstak møder han landstrygeren Oskar, manden og drengen slår følgeskab, de bliver bedste venner, og de oplever lidt af hvert på deres lange travetur igennem det svenske landskab.
Jeg kunne i den grad spejle mig i Rasmus’ ensomhed, i hans trang til at løbe hjemmefra og i hans længsel efter ægte voksenkontakt, og jeg blev så betaget af beskrivelserne af Sverige, at det lige siden har været mit yndlingsudland.

 

 

 2. Ud og stjæle heste af Per Petterson


Da min far for ti år siden faldt om på gaden og var død, gik jeg i chok. Ud over min far opdagede jeg til min store skræk, at jeg også havde mistet noget andet dyrebart: Min evne til at læse bøger. Jeg var ude af stand til at koncentrere mig; jeg forstod ikke sammenhængen. Og jeg frygtede, at jeg aldrig ville få min evne til at læse tilbage.
Nogle måneder senere fik jeg anbefalet “Ud og stjæle heste”. Med min kat på skødet gik jeg i gang med at læse bogen højt for mig selv – uendeligt langsomt – og efter et par sider eller tre gik det til min store lettelse op for mig, at jeg ikke længere læste højt. Jeg havde genvundet min læseevne.
Også i denne bog kunne jeg spejle mig i hovedpersonens ensomhed – en ældre mand, Trond, der bor alene i en norsk skov – og hans læggen-låg på fortiden og ikke mindst den smerte, han bærer på. Da det viser sig, at den nye nabo spillede en central rolle i Tronds fortid, går der hul på bylden.
Også i denne bog fylder den nordiske natur meget, og jeg lærte om et aspekt af 2. verdenskrig, jeg ikke havde tænkt på før. En lavmælt og uhyre velskrevet fortælling om stor smerte. 

Læs en anmeldelse af Ud og stjæle heste på Bogrummet

 

 

3.  Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall


Et omdrejningspunkt i mit eget forfatterskab er sorg. Men på det tidspunkt, hvor jeg fik denne bog forærende, trængte jeg til en pause, og derfor røg gaven direkte op i bogreolen. Den efterfølgende sommer manglede jeg læsestof og besluttede at give bogen en chance, og følgen blev, at min mand ikke hørte et kvæk fra mig i flere dage. Så opslugt var jeg.
Bogen er autofiktiv og handler om den tid, hvor forfatteren, der netop er blevet mor, finder sin kæreste død i sengen. Jeg gøs ved tanken om hvordan det ville være at blive enke i en ung alder samtidig med, at jeg genkendte beskrivelserne af hvor trivielt det er at være mor til et lille barn – og tydeligt husker hvor skamfuldt det var at sige højt, da jeg selv var nybagt mor for 24 år siden.

Læs en anmeldelse af Lad os håbe på det bedste på Bogrummet

 

 

4. Åleevangeliet af Patrik Svensson


Åleevangeliet er søreme nok bog om sorg – og nok en bog, som er skrevet af en skandinav. Der er tale om et miks af autofiktion, fagbog og essays, og kombinationen fungerer forbløffende godt.
Forfatteren mister sin far, og sideløbende med fortællingen om faren og sorgen over hans død hører man om ålens liv og vandring. Det var nemlig ålen, den gådefulde fisk, som knyttede far og søn sammen. Bogen åbnede mine øjne for, hvor fascinerende en skabning ålen er.

Lyder det kedeligt? Det lover jeg, at det ikke er.

 

 

 

5. Huset uden ende af Mathilde Walter Clark


Jeg var sen til at opdage glæden ved at læse et interessant og velskrevet essay. Det var faktisk først, da jeg læste denne bog, at jeg for alvor fik øjnene op for genren.
Igen er der tale om tekster, jeg kan se mig selv i – som det noget nært umulige i at skulle skrive tale til en elsket persons begravelse. Titelessayet “Huset uden ende”, hvor en massemorder spiller en væsentlig rolle, fik mig til at væmmes og gyse og tænke “sikke et held, at jeg ikke er amerikaner”.
Til sidst vil jeg fremhæve essayet “Poeten og sommerfuglen”, som handler om “det skrivende mysterium”. Teksten blev bragt første gang i Weekendavisen tilbage i 2016, hvor jeg klippede den ud og gemte den. Da jeg et par år senere gik i gang med at skrive min autofiktive debutroman, bestræbte jeg mig for at gøre, hvad Mathilde Walter Clark mener, der skal til: Mod til at møde sig selv nøgen på siden. Plus en villighed til at se på sit eget sår som en videnskabsmand.

_____________________________________________________________________________________________________

Om Louise Winther:

Forfatter Louise Winther er født i 1963. Hun har udgivet to digtsamlinger og står bag citatbøgerne “Sagt om sorg” og “Sagt om sorg II”. I januar 2021 udkom hendes autofiktive roman “Men så døde mormor”.
Louise er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har desuden en baggrund som cand. jur. og Master of Laws fra London. Tidligere har hun været frivillig på Diakonissestiftelsens Hospice og leder af flere sorggrupper. For tiden er hun flittig gæsteskribent på onlinemediet POV International.
Louise har netop fejret sølvbryllup med sin mand Iver. Parret bor på det centrale Frederiksberg, og sammen har de en voksen datter.

Find Louise her:
https://www.louisewinther.dk/
Facebook: Louise Winthers forfatterside
Instagram: Forfatter Louise Winther
LinkedIn: Louise Winther

Læs mere om Louise Winther og en anmeldelse af Men så døde Mormor på Bogrummet

______________________________________