Forfatter Jan Sonnergaard – Fem bøger jeg ikke glemmer
Ind imellem er det meget sundt at stoppe op og reflektere lidt over, hvad man egentlig er rundet af. Hvad har påvirket mig, hvad er min horisont, hvad er min ballast. Det betyder formodentlig mere end vi går og tænker over til dagligt. Disse fem bøger hører med til min ballast, og de har på vidt forskellige måder påvirket mig, ikke kun i forhold til det, jeg selv skriver.
Som så mange andre danske forfattere må jeg indrømme, at min litterære vækkelse måske nok startede med go´e gamle Hemingway. Jeg var ganske ung da jeg først læste ham, jeg tror nok det var novellerne, jeg startede med, og jeg var næppe mere end 10-11 år. På en måde er der jo noget drengebog over Hemingway, de fremmede lande, de voldelige dramaer, de heltemodige mænd osv. Men først og fremmest gør han jo opmærksom på mange væsentlige tematikker hvad skrift angår. Økonomien og de nødvendige udeladelser, for eksempel. Således i denne gribende og bevægende kærlighedsroman om krigsveteranen og femme fatalen i det fremmede, farverige Spanien (og Frankrig): Det nævnes ikke med et eneste ord hvad krigsveteranens fysiske handicap er, men alligevel er det præsent på hver evig eneste side. Første verdenskrigs rædsler beskrives heller aldrig direkte, alligevel forstår man uden problemer, hvor altødelæggende dette barbari var på de unge mænd, der deltog i krigen.
2) Nietzsche: Die fröhliche Wissenschaft
Som ung mand gjorde jeg det meget fornuftige at forlæse mig på Nietzsche. Ikke sådan at forstå, at jeg begyndte at betragte mig selv som et overmenneske, for det gjorde jeg ikke. I øvrigt mener jeg heller ikke, at Nietzsche noget sted beskriver overmennesket som noget faktisk eksisterende, han mener vel i grunden at det snarere er et ideal, man skal stræbe efter fordi det aktuelle menneske er så uperfekt med sit ressentiment, sin fejhed, sine tilbøjeligheder til smålig usselhed. Det var snarere dét, der tændte mig: Nietzsches idé om at den vestlige verden er betændt af ussel smålighed og dumhed, og at det eneste der bryder med alle disse gebrækkeligheder er kunsten. Med stort K, meget stort K. Såvidt jeg har forstået den gamle kæmpe, er Kunsten det eneste der har værdi, det eneste overhovedet, mennesket kan være stolt over. Alt andet er undermenneskelig smuds, egoistisk nyttekalkyle og krysteragtig slavemoral. Og hvis man gerne vil være forfatter, er dét jo et udmærket udgangspunkt.
3) Jean Rhys´ kvartet (“Kvartet”, “Godnat, dag”, “Rejse i mørket” og “Efter bruddet”)
Englænderen/dominikaneren Jean Rhys’ (Ella Gwendolen Rhys Williams) fire væsentligste bøger fra 1920´erne og 30´erne udkom på dansk på Tiderne Skifter i starten af firserne og faldt således sammen med kulminationen af den sorte tungsindige undergrundsrock (John Cale, New Order, Smiths, Cure osv.). Jeg syntes det var fantastisk, og det gør jeg stadig. Rhys’ bøger er en slags kvindelig udgave af “Hærværk”, én lang, alkoholtåget, depressiv deroute fuld af svig, brudte løfter, sorg og apati. Men det er alt sammen smukt og gribende skrevet. Man sidder næsten konstant med en klump i halsen og det er der jo altid en vis nydelse i.
4) Dostojevskij: Forbrydelse og straf
Jeg ved egentlig ikke om Dostojevskij skrev godt! Den umådelige længde, den brede pensel og de mange digressioner taler afgjort for et: Nej, han skrev rærligt. Men det mærkelige er blot, at man alligevel bliver så utroligt indfanget i hans univers og har så svært ved at forlade det igen. Beretningen om morderen Raskolnikov er næsten hypnotiserende velfortalt, og den er umulig at forlade, heller ikke hvis man som jeg ikke har meget til overs for religiøs mysticisme. Beretningen om skyld og skam og anger og forsoning har sat standarden for alle andre bøger, der tør beskæftige sig med dette tema.
Læs en anmeldelse af ‘Forbrydelse og straf’
Glasklokken beskrives ind i mellem som et feministisk hovedværk, men jeg synes nu det er en universel og ikke speciel kønnet beretning om galskab, svigt og magtmisbrug. De gange ,jeg har læst den, har jeg altid bagefter reflekteret over forholdet mellem poesi og prosa. Ikke at jeg er nået frem til et svar, men alene overvejelserne er meget inspirerende. Og så rummer den en af litteraturhistoriens absolut stærkeste åbninger, en kort beskrivelse af det sensommervarme New York, henrettelsen af Rosenberg ægteparret i den elektriske stol, fortællerens opgivenhed: “Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenberg parret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i New York. Jeg duer ikke til henrettelser.” Bogen er netop nyudgivet og glimrende oversat af Mette Mostrup og Olga Ravn.
Læs en anmeldelse af ‘Glasklokken’
__________________________________________________________________________________________________
Om Jan Sonnergaard:
Født 1963 i Virum. Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet. Slog igennem med novellesamlingen “Radiator” fra 1997. Siden er det blevet til flere novellesamlinger og romaner, senest “Frysende våde vejbaner” fra 2015. Har modtaget flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Harald Kidde Prisen 1997 og LO’s Kulturpris 2000.
Læs anmeldelser af Jan Sonnergaards bøger på bogrummet.
Læs mere om Jan Sonnergaard på forfatterweb.
Forfatterfotos: Morten Holtum
__________________________________________________________________________________________________
