Forfatter Leif Davidsen – Fem bøger jeg ikke glemmer
Det her er en af de opgaver, som jeg faktisk synes er umulig at besvare. Som når man bliver spurgt, hvilken bog, man ville tage med på en øde ø. Og kun én. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg har læst tusinder af fantastiske bøger. Jeg begyndte tidligt at læse og pløjede mig med fornøjelse igennem bøgerne fra a til å på mit barndoms lille bibliotek i Bogense.
Bøger læses ikke i et tomrum eller uafhængigt af tid og sted. Hvor gammel var man, da man læste dem? Hvor man læste dem? Og hvordan var ens livssituation på det tidspunkt? Nogle forfattere siger, at de ikke læser, når de skriver. Da jeg så godt som altid skriver på et eller andet, ville det indebære, at jeg sjældent kunne læse, men jeg kan ikke forestille mig en dag, hvor der ikke er vendt en side eller helst mange i en skønlitterær bog.
Min taknemmelighed er grænseløs over for en række forfattere: John le Carré, Paul Theroux, Leo Tolstoj, Boris Pasternak, Truman Capote, Tom Kristensen, Tage Skou-Hansen, Anders Bodelsen, Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen, Len Deighton, Henry Miller, Hanne-Vibeke Holst, Kirsten Thorup, Tove Ditlevsen, Raymond Chandler, Hans Kirk, Günter Grass, Heinrich Böll og sådan kunne jeg blive ved, men her kommer så de (lidt mere) end fem, som jeg med besvær har trukket frem:
1. Ernest Hemingway: Samlede noveller
Ernest Hemingways egentlige debut var novellesamlingen ‘I vor tid’, der i dag indgår i ‘Samlede Noveller’. Historierne er præcist og tidløst skrevet med det skarpe fokus, han havde som ung og yngre, da han skrev sine noveller. Den sidste samling udkom helt tilbage i 1933 næsten tredive år før hans død. Det var ‘Ingenting til vinderen’, der selvfølgelig også indgår i ‘Samlede Noveller’. Jeg fik ‘I vor tid’ som udvekslingsstudent i USA, da jeg var sytten år. Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det var i 1967. To år senere læste jeg Klaus Rifbjergs novellesamling ‘Rejsende’, som i den grad styrkede mig i, at jeg ville være forfatter og journalist, der skulle have verden som sin arbejdsplads. Rifbjerg var aldrig bedre end når han skrev om mennesker på rejse. Novellerne sendte mig til Spanien.
2. Graham Greene: Den menneskelige faktor.
Greene er en af mine absolutte favoritter, og jeg har meget svært ved at vælge en af hans mange fine romaner. Alle bringer dig ind i en verden, som er blevet døbt Greeneland: En rejse til Greeneland er rejse til en anden verden, som Greene befolker med spioner, romantikere, lommetyve, mennesker i tvivl om Guds eksistens, hvor skyld og skam er i centrum, og hvor vi kommer langt omkring til klodens fjerne egne og i menneskesindets afkroge. Jeg vælger ‘Den Menneskelige Faktor’, som jeg genlæste med regelmæssige mellemrum under Den Kolde Krig for at blive mindet om, at det menneskelige kan vinde over systemer og politiske rænker. Det er en spionroman, som foregår i det spændingsfelt af svigt og troskab, som en spion ofte må manøvrere i. Det gjaldt under Den Kolde Krig, og det gælder i dag. Spionen er et menneske; skrøbeligt, bevægeligt, påvirkelig og utilregneligt Den er denne menneskelige faktor, der kan sætte uforudsete begivenheder i gang.
3. Fjordor Dostojevskij: Forbrydelse og straf
Den store russers roman er på mange planer også en stor kriminalroman, der kredser om skyld og straf, samvittighed og mangel på samme. Som alle gode kriminalromaner rummer den langt mere end blot mordet og dets følger, selv om det er kernen i romanens gådefulde univers. For Dostojevskij bruger mordet som afsæt til at beskrive en martret sjæl og en by, der næsten selv fremstår som en levende organisme, der er ved at bukke under for de moderne tiders pres. Som et spejl på menneskesindets ustyrlige krinkelkroge lever Skt. Petersborg sit eget desperate liv i romanen. Der er ikke noget at sige til, at en katolsksindet forfatter som Graham Greene var meget optaget af Dostojevskij og især netop romanen ‘Forbrydelse og straf’. I en lang række spændingsromaner trådte Greene af de samme filosofiske stier med den samme konstante tvivl om, hvad der er moralsk rigtigt eller forkert.
Læs en anmeldelse af ‘Forbrydelse og straf’
4. John Steinbeck: På rejse med Charley
Jeg kunne nævne mange bøger af denne store amerikanske forfatter, men når jeg vælger hans rejsebog; faktisk den sidste bog inden hans død i 1968, er det af rent personlige grunde. Valg af litteratur er jo personligt, hvis man ikke er professionel læser. ‘På rejse med Charlie’ er en rejsebog, hvor den aldrende, og temmelig sygdomssvækkede forfatter i 1960 rejser USA rundt for at genopdage sit land. Han kører i en autocamper, som han selv har fået bygget og i selskab med sin puddelhund Charlie. Det er en charmerende og yderst velskreven bog, som jeg læste første gang som ung. Den rummer også tænksomme essayistiske afsnit om USA, der også er gyldige for Trumps Amerika, selv om den udkom i 1962. Jeg drømte i mange år om at følge i hans fodspor. Det lykkedes i 2012, hvor min kone og jeg kørte hans rute i en lille, lejet autocamper. Det blev til min rejse- og erindringsbog fra og om USA: ‘Steinbecks spøgelse – jagten på en forfatter’. I forbindelse med den genlæste jeg ‘På rejse med Charlie’ og glædede mig over, at det stadig er en perle af en bog.
5. Morten Nielsen: Samlede digte 
Jeg begyndte meget tidligt at skrive. Jeg skrev digte og læste digte. Den digter, som jeg aldrig glemmer, og som jeg igen og igen vender tilbage til er Morten Nielsen, der døde som modstandsmand under besættelse som bare 22-årig. I sin levetid udsendte han kun én digtsamling. Senere blev også hans efterladte digte trykt i en udgave, der i dag hedder ‘Samlede Digte’. Sammen med Søren Ulrik Thomsens digte er Morten Nielsen en trofast følgesvend. Morten Nielsens digte ramte rent i en romantisk teenagers hjerte og kan stadig røre mig i deres ofte enkle, rytmiske og smukke behandling af det danske sprog. Lyrik er vigtig for mig; og jeg har på min egen måde takket for de mange gode digte, som jeg har læst i mit liv, ved at lade min hovedperson Laila i romanen ‘Djævelen i hullet’ være elsker af poesi, der er med til at læge hendes martrede sjæl.
_________________________________________________________________________________________________
Om Leif Davidsen:
Leif Davidsen (f. 1950) er en af Danmarks mest populære forfattere. Han debuterede i 1984 med “Uhellige alliancer” og har i de mellemliggende år skrevet en stribe spændingsromaner, rejsebøger og tre novellesamlinger, der er blevet bestsellere ikke bare i Danmark, men også er oversat til et hav af sprog. Han har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, bl.a. Læsernes bogpris, Boghandlernes Gyldne Laurbær og Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien. I over 20 år arbejdede han som journalist og mange husker ham som udenrigskorrespondenten fra Moskva, der på Danmarks Radio informerede danskerne om livet bag jerntæppet. I 1998 sagde han op og har levet som fuldtidsforfatter lige siden. Der er god mulighed for at møde Leif Davidsen rundt omkring i landet, for han tager jævnligt ud og fortæller om sine bøger på biblioteker og i kulturhuse. (Kilde: Lindhardt & Ringhof)
Læs anmeldelser af Leif Davidsens bøger på Bogrummet.
Forfatterfoto: Nicky Bonne
__________________________________________________________________________________________________
