Anmeldernes favoritter 2016

af d. 2. januar 2017
 

Vi har i år spurgt vores anmeldere, hvilke tre bøger der har været deres største læseoplevelser i 2016. Det har ikke været let at skulle udvælge tre bøger for alle, da der har været rigtig mange gode læseoplevelser. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke vores anmeldere, forlagene og ikke mindst forfatterne, der beriger vores liv med deres ord!

Vi har i 2016 udgivet 850 anmeldelser på Bogrummet, og det er da også en pæn blanding af nye og gamle bøger, som anmelderkorpset har udpeget. Her er deres bud:

 

Jette S.F. Holst:

1) Enders strategi af Orson Scott Card

Jorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste ”Enders strategi”, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den her til Bogrummet. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af ”Enders strategi” har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Alle tapre bliver tilgivet af Chris Cleave

Mary North er 18 år, da England erklærer Tyskland krig, og indenfor en time har hun meldt sig til krigstjeneste. Hun forestiller sig et spændende liv, måske endda som spion! Men hun ender i stedet som skolelærerinde, da de fleste mandlige lærere har meldt sig som soldater.

Modsat Mary beslutter Tom Shaw at holde sig så langt væk fra krigen som muligt, og ender ad den vej som leder af det skoledistrikt Mary kommer under.

Tom deler lejlighed med vennen Alistair Heath som heller ikke melder sig fra starten, men senere søger ind og kommer på officersuddannelsen. Efter de allieredes mislykkedes modstand i Frankrig bliver Alistairs regiment sendt til Malta for at beskytte den britiske flådebase. Malta blev de første år af krigen holdt i et jerngreb af aksemagterne med stor sult og nød til følge for både soldater og civilbefolkningen.

Læs hele anmeldelsen

 

3) Manden der glemte han var død af John Lorentz

Dansk-amerikaneren Frank Iverson er en succesfuld investeringsrådgiver bosat på Manhattan – men han er også en mand uden hukommelse. En majdag i 1981 kommer han til sig selv efter at have vandret rundt i dagevis. Han ved, hvad hans navn er, hvor han bor, og hvad han arbejder med, men han ved også, at navnet Frank Iverson er et han har taget, da han kom til USA, og han husker intet fra fortiden.

Mange år er gået, uden at Frank er kommet nærmere på at finde ud af, hvilke hemmeligheder der gemmer sig i fortidens tåger, og i et forsøg på at få hukommelsen tilbage tager han hjem til Danmark, hvor han bosætter sig i en herskabslejlighed på Østerbrogade i København. Men trods sine faste besøg hos psykologen Ida Bang er det først da politimanden Børge Mogensen dukker op i Franks liv, at minderne begynder at dukke op i fragmenterede bidder, og et billede af en ubehagelig person flyder frem af mørket.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Jette S.F. Holst

______________________________________________________________________________________________________

Splint:

1) Ternet ninja af Anders Matthesen

Ternet Ninja var både godt skrevet, havde fine illustrationer og var fangende:
Aske er en ret almindelig dreng. Han bor sammen med sin mor og hendes kæreste, der skal agere papfar, samt papfars dumme søn. Aske er ikke særlig vellidt, og heller ikke i skolen er han særlig populær, men han har dog nogen venner. Dog er det mest skolens bølle Glenn, som han har problemer med.Aske er forelsket i en pige, der går i en større klasse, og som papfars søn går i klasse med. Og han ved godt, hun er udenfor rækkevidde, men man har vel lov at håbe…En dreng på en fabrik i Thailand bliver tævet til døde. På fabrikken er der mange børn som arbejder, og de laver ninja bamser. Dog er der en ternet ninja bamse, som ikke helt hører til der… Den bamse ender på Stewarts skib og bliver af Stewart givet til Aske i fødselsdagsgave.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Undervejs af Tobias Larsen

Undervejs var interessant og sjældent at digte på den måde siger mig noget. Men disse var gode:Her kommer man tæt på forfatteren. Han skriver sine digte i en meget rytmisk tone. Forstået på den måde, at man næsten kan fornemme musikken undervejs i digtene. Det er en flot måde at skrive på.

Digtene rummer had, længsel, kærlighed, ekskæreste, rygning og livet generelt. Især set fra de mere mørke sider af tilværelsen. Men også med en god portion ironi og håb langt inde bagved ordene. Nogle af digtene er tunge og giver en noget at tænke over. Andre viser et begær for at få noget sagt lige nu og her. Der er noget substans i det hele.

Digtene fanger, og man kan sagtens læse denne digtsamling flere gange og få nogle nye detaljer med hver gang. For der er mange indtryk at tage imod, hvis man læser det hele ud i en køre. For mange vil jeg næsten mene. Også selv om nogle af budskaberne er de samme.

Læs hele anmeldelsen

 

3) 30 kilometer i sekundet af Andrew Smith

30 kilometer i sekundet. Sjov. Alvorlig. Husker den tydeligt. Rigtig god bog:

Vores hovedperson er en dreng med en usædvanlig historie. Han er epileptiker, og det er han blevet, efter at han fik en død hest i hovedet. Han mistede sin mor ved samme lejlighed.

Han får en del anfald, og han ved de kommer, for han kan dufte blomster hver gang. Han beskriver det selv som smukt. Men virkeligheden er en anden. Han er flov når de forkerte mennesker ser det, han omtaler det helst ikke, og han viser heller ikke sin krop frem, hvis han kan undgå det, da han har et ret specielt ar.

Men hans bedste ven kender til det hele. Og de to udforsker livet som unge sammen. Lige fra alkohol til bilkørsel og kærester. Dog kan hans ven godt være tanden for meget, især når han har drukket. Hans ven fylder meget. Han er klassens klovn. Han får “den spillet af” for penge, hvilket han gerne beretter om. Han er sexfikseret. Han er oprørsk. Han er udadvendt. Han brækker sig ud over det hele til en fest…

 

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Splint

______________________________________________________________________________________________________

Lars Poulsen:

Med p.t. 72 titler på CV’et i år, er det lidt af en opgave kun at nævne tre. Bøgerne herunder er de tre jeg umiddelbart kom til at tænke på, men der er rigtig mange flere 🙂

1) Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper

En af den slags bøger hvor man efter endt læsning, sidder med en fornemmelse af at al fremtidig læsning vil være spild af tid:

Bogen er fortællingen om mennesker der kommer meget langt omkring, selv om de har levet hele livet på samme sted. Historien fortælles på en helt fantastisk langsom og drømmeagtig måde, der fungerer utroligt godt. Det er en bog om store følelser, og om hvordan dyb og ægte kærlighed udvisker alle grænser og barrierer, uden at der på nogen måde går dameblad i den. Faktisk meget, meget langt fra. “Etta og Otto og Russell og James” er let og langsom i sproget, og bevæger sig uhindret frem og tilbage fra person til person og fra fortid til nutid.

Emma Hooper formår at række dybt ind i sit persongalleri, og hun er en blændende fortæller. Hun har en sjældent set evne til at vise læseren hvad der sker, frem for at skrive det ordret. Skildringen af Etta’s tiltagende demens er noget af det bedste jeg har læst meget, meget længe. Emma Hooper har evnen til at male smukke billeder på læserens nethinde.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

En helt igennem storslået fortælling fra Merete Pryds Helle, og en af de bedste bøger jeg har læst meget længe:

Pryds Helle skriver helt fantastisk, og selvom det hverken er action og spænding, så man sidder nervøst på stolekanten, så er det nærvær og ægthed på et sådant plan, at bogen er meget svær at lægge fra sig. Beskrivelsen af Marie er enestående, og selvom jeg hverken er født under små kår på Langeland i 30’erne eller er kvinde, kan jeg i den grad føle hende og føle med hende. Pryds Helle giver liv til Maries smerte over alt det, der ikke blev til noget, og det i en grad, så man næsten selv bliver Marie.
Det er nok de færreste der slipper for skuffelser i livet, over de ting der ikke blev som man havde forestillet sig. Måske er det derfor, at det er så let at følge Marie, godt hjulpet på vej af Pryds Helles enkle og meget smukke sprog.

Jeg er glad for at det ikke er mig der har skrevet “Folkets skønhed”, for det bliver meget svært, grænsende til det umulige, at holde samme niveau fremover.

Læs hele anmeldelsen

 

3) Det litterære apotek af Nina George

Romanen trækker sin læser gennem hele følelsesregistret, fra latter til klump i halsen:

“Det litterære apotek” er en banal kærlighedshistorie. Det er også en ugebladsnovelle. Men den er også så meget mere, og så blændende godt skrevet, at man kan tilgive alt. Bare man kan få lov at læse mere.

Bogen handler rigtig meget om bøger i almindelighed og litteratur i særdeleshed. Den handler om, hvad litteraturen kan gøre ved mennesker, og om hvordan den både er en del af den tid vi lever i, men også at den er en eviggyldig oase, hvor læsere kan finde ro, udfordring, fred, vrede og alt hvad følelsesregisteret ellers rummer. “Det litterære apotek” er en fantastisk fortælling, som enhver bør læse. Uanset om man er bognørd eller ej.

Nina George har begået en litterær perle, og Jacob Jonia har begået en virkelig flot oversættelse af den tyske original. Som læser føler jeg mig fuldstændig tryg i George’s hænder. At læne sig tilbage i sin bedste lænestol med en kop kaffe og et stykke franskbrød med ost inden for rækkevidde, og synke ned i fortællingen om Perdu, er stor nydelse.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Lars Poulsen

______________________________________________________________________________________________________

Camilla Henningsen:

1) A Monster Calls af Patrick Ness

A Monster Calls er en rørende og smuk fortælling.

Bogen handler om trettenårige Conor, hvis mor er har kræft. Faren bor i Amerika, og Conor er således alene med sin mor og må klare mange ting selv. Siden morens sygdom startede, har han lidt af et mareridt, og han vågner skrigende hver nat. Men en nat står der pludselig et monster ude foran hans vindue.

Conor er en utrolig realistisk karakter, og det er derfor ikke svært at sætte sig ind i hans følelser. Bogen handler om tab og om at give slip, men samtidig også om at tilgive sig selv. Det er nogle tunge emner i en så kort roman, men den er så utroligt velskrevet og realistisk, at det ikke mærkes. Den er rørende og til tider tårefremkaldende, og som læser føler man virkelig med Conor og hans situation. At der er tilføjet et fantasy-plan gør, at den ikke bliver for tung i sit budskab.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Camilla Henningsen

____________________________________________________________________________________________________

Nordstranden:

Det er da en sjov ide at skulle finde de bedste læseoplevelser i 2016 – men svært er det, for jeg har læst rigtig mange bøger i det forgangne år – også bøger, jeg ikke lige har nået at få anmeldt på bogrummet. Her kunne jeg godt forbedre mig lidt til næste år. 😊 

Sjovt nok alle bøger skrevet af kvinder og bøger, der stadig længe efter jeg har læst dem, er blevet hos mig:

1) Et døgn på jorden af Aase Schmidt

“Et døgn på jorden” fortæller på en poetisk måde om en kvindes smukke farvel til livet. Smuk lille perle af en fortælling:

En lille perle af en bog – stille, rolig, betagende og smuk som bare pokker.

Rigmor bor ved havet, er et med naturen og har et stærkt bånd til havet, der er vidne til hendes liv, hendes kærlighed, hendes længsler – og til sidst hendes død.

Rigmors liv er ved at nå en ende, og da hun fornemmer tiden er kommet, hvor hun skal forlade sit hyggelige sommerhus og det smukke hav, drager hun fortælleren af denne roman til at følge hende på vej – det sidste døgn i hendes liv.

Fortælleren er først modvillig og bange for at følge den gamle kvinde og hendes ønske om en tilskuer til livets sidste forestilling, men det bliver et smukt døgn, hvor Rigmor får spundet en ende på livet og drager af sted. Sammen med fortælleren er vi tilskuere, og det føles som et privilegium at følge Rigmors tur mod evigheden.

En fantastisk betagende historie, der minder os om, at en dag er det slut, og at livet ikke bliver genudsendt.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Italiensvej af Anna Grue

“Italiensvej” er en rigtig kvinde-hyggebog. Benene op i sofaen – og så ellers leve sig tilbage til 50-ernes København. Anna Grue har helt sikkert fået et nyt læser-segment som supplement til hendes krimifans:

En helt igennem hyggelig og dejlig bog. Jeg slog mig ned på Italiensvej og dens 470 sider en hel søndag og nød bogen, side for side.

Bogen handler om den unge italienske Vittoria Contini, der er flygtet fra Italien med sin nyfødte søn – og slår sig ned på et tvivlsomt hotel på Vesterbro. Her møder hun den livsglade Conny, der nu og da har herrebesøg på værelset, og de bliver veninder.

Vi fornemmer snart, at der er noget galt – men Vittoria vil ikke fortælle Conny, hvorfor hun er flygtet fra Italien – det er bedre ikke at sige noget end at lyve, siger hun. Hun har valgt at slå sig ned i Danmark, fordi hendes mor er dansk og hun taler sproget. Hun kan aldrig tage tilbage til Italien igen.

Snart får hun job som husbestyrerinde hos en enkemand – læge – på Amager, på Italiensvej. Hun træder i moders sted, som det hed den gang – og finder sig snart til rette med børn og husarbejde.

Læs hele anmeldelsen

 

3) Det værste til sidst af Anne Hjælmsø

“Det værste til sidst” er en sand gyser med noveller om livet på plejehjem. Ikke noget at være stolt over, og ikke noget at længes efter:

”Det værste til sidst” er ikke en munter titel for en samling noveller. Men det er heller ikke muntre noveller, som Anne Hjælmsø præsenterer os for.

Citat: “Novellesamlingen bygger på Anne Hjælmsøs research på plejehjem, hvor ældre, der har brug for pleje og omsorg, efter hendes mening er blevet usynlige i vores samfund. Bogen kommer helt ind i de små, indelukkede plejeboliger, med fortællinger, der giver de ældste og svageste en stemme. For hvad stiller man op, når krop og hjerne siger fra, men drifterne stadig er intakte, og man ind imellem kan føle sig som en på 55?”

Det er noveller om livets sidst fase. Noveller om mennesker, hvor tiden er ved at rinde ud. Noveller, der udfordrer den måde, vi behandler vores gamle på. Noveller, der fortæller om menneskene inde bag hospitalstøjet og inde bag demensen. Noveller, der viser os, hvordan vores egen alderdom kan komme til at se ud.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Nordstranden

 

______________________________________________________________________________________________________

Newyorkcitygirl:

Her er 3 af mine favoritter for 2016 (“Personfølsomme oplysninger” af Klaus Lynggaard bobler på en 4-plads over gode bøger i 2016):

1) Jakob var her. Bogen om Ejersbo af Rune Skyum-Nielsen

I 2008 døde forfatteren Jakob Ejersbo, efter at en ondsindet kræftsygdom havde nedbrudt hans helbred. Han blev kun 40 år, men i sin alt for korte tid på jorden nåede han alligevel at slå igennem som forfatter.

Romanen ”Nordkraft”, der foregår i Aalborg, blev Ejersbos egentlige gennembrud, og efter forfatterens død udgav Gyldendal den romantrilogi om Afrika, som forfatteren havde arbejdet på i årevis og som beskriver forholdet mellem det privilegerede hvide menneske og de fattige sorte indbyggere i Tanzania. Det afrikanske land betød meget for forfatteren, der i flere år havde boet der med forældrene, der var udstationeret af den danske stat.

I 2016, otte år efter forfatterens død, har journalisten Rune Skyum-Nielsen udgivet en biografi om Jakob Ejersbo, der har fået titlen ”Jakob var her”.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Al kærligheds begyndelse af Judith Hermann

Efter tre novellesamlinger sprang den tyske forfatter Judith Hermann ud som romanforfatter med ”Al kærligheds begyndelse”, der udkom på forlaget Batzer & Co. i 2016.

Romanen er en skræmmende og uhyrligt velskrevet roman om stalking, og om hvordan uhyggen på ganske overraskende vis dukker op i en normal familie.

Stella er 37 år og gift med Jason, og ægteparret har sammen datteren Ava, der går i børnehave. Stella arbejder som hjemmesygeplejerske, og Jason er en bygningsarbejder, der rejser meget i forbindelse med sit arbejde. Derfor er Stella ofte alene hjemme med Ava, og for at kompensere for at være meget alene, skriver hun lange breve til sin bedste – og eneste – veninde, Clara, der bor i den anden ende af landet.

Brevene til Clara kredser om det fælles liv veninderne havde, da de delte en lejlighed i storbyen – indtil Stella giftede sig med Jason og flyttede på landet, og Clara valgte at bosætte sig mange hundrede kilometer borte, hvor hun maler og lever et tilbagetrukket kunstnerliv.

Læs hele anmeldelsen

 

3) En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden af Søren Ulrik Thomsen

Bogen indeholder form for kritik af nutidens by og menneskesyn, hvor arbejde, job og høj indtægt er Gud og hvor mange ikke overvejer om der ligefrem skulle gemme sig et menneske inde bag facaden på dem, der ikke lever på livets solside. Som Thomsen selv udtrykker det bliver han beklemt og nedtrykt ved synet af ”dem, der til gengæld har fået rigtige uddannelser og rigtige liv med ægtefæller og børn i boliger med optimalt lysindfald og ligner en hel intensivafdeling, som de løber og løber omkring Søerne med deres små apparater fastspændt til overarmen”. Med andre ord er samfundet nok blevet økonomisk rigere, men noget menneskeligt er mistet undervejs.

”En hårnål klemt inde bag panelet” er en stemningsfyldt og tankevækkende bog, som gjorde indtryk på mig. Man fornemmer, at Søren Ulrik Thomsen har haft et klart formål med bogen, den er velskrevet og giver et solidt indblik i hvordan menneskesynet i Danmark ser ud anno 2016 – og det er ikke altid kønt, men til gengæld ærligt og præcist beskrevet af Thomsen.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Newyorkcitygirl

 

______________________________________________________________________________________________________

Ulla Weishaupt:

Jeg vil gerne fremhæve Yu Hua “At leve” da det er en bog som stadig godt et år efter jeg har læst den popper op, den sætter livet i relief. En anden der også bliver ved at dukke op i min bevidsthed er Ib Michaels “Det rygende spejl”, fantastiske tekster fra en svunden tid, som i Ib Michaels gendigtning stadig taler til os. Sidst vil jeg fremhæve Claus M Lohman og hans Gen trilogi “Genstart”, “Genspejl” og “Genkald” det er bare tre super gode krimier bugnende på plot over moderne genteknologi:

1) At leve af Yu Hua

“At leve” udkom i 1993 og blev året efter filmatiseret af Zhang Yimou. Filmen blev forbudt i Kina og Zhang fik forbud mod at lave film de næste to år. Uden for Kina blev filmen hyldet og vandt juryens store pris ved Cannes-Festivalen, dette blev samtidig et kæmpe reklamefremstød for bogen, der er endnu mere kontroversiel end filmen.

Bogen er beretningen om rigmandssønnen Fugui Xu, der før den store kulturrevolution lever en sorgløs tilværelser på det lokale bordel hvor han horet og spiller, medens hans kone ser til. Det ender med at han spiller hele familiens formue op, så han istedet for at være den unge herre ender som en forarmet bonde. Han må lide den tort at leje sig ind på en lille bid af familiens tidligere jord, og her forsøger han at forsørge sin familie af den ris han selv kan dyrke.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Det rygende spejl af Ib Michael

Lige som Ib Michael er jeg dybt fascineret af Aztekernes og Mayaernes kultur. Jeg har været så heldig, at jeg har rejst rundt i Mexico og oplevet de spor, de har efterladt i form af ruiner, kunstskatte og set landsbyer, hvor resterne af den oprindelige befolkning dyrkede deres religion i en pudsig sammenblanding af katolsk messe og gamle riter fra før de blev tvangskristnet. Derfor er det med begejstring, at jeg har kastet mig over “Det rygende spejl. Indianske sange og tekster fra Den Nye Verden” – en antologi med aztekiske digte og fortællinger, udvalgt og gendigtet af Ib Michael.
Bogen starter med et forord på 12 sider, hvor læseren bliver introduceret til teksterne og får sat den ind i en kontekst, således at baggrunden for teksterne er på plads, inden man læser dem. Det giver en større dybde af læseoplevelsen.

Læs hele anmeldelsen

 

3) Genstart af Claus M. Lohman

Claus M. Lohman er uddannet folkeskolelærer, og han er meget fascineret af genetik, så meget at han er debuteret med “Genstart”, der er den første bog i en krimitrilogi. Titlen på bogen finder jeg ret elegant i sin dobbelthed.

Bogen starter med et bestialsk mord med religiøse undertoner på en ung pige på et kollegium. De øvrige beboere bliver alle indkaldt til forhør samt afgivelse af DNA. Daniel Stolzfus, en ung Amish fyr der er på ”rumspringa” og bor samme sted, bliver hurtigt den mistænkte. Sarah Bergman som er retsgenetiker bliver sat til at analysere prøverne, og her gør hun en sensationel opdagelse, som kommer til at få stor indvirkning på det videre forløb.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Ulla Weishaupt

______________________________________________________________________________________________________

Vibeke Holm Andersen:

37 bøger har jeg anmeldt på Bogrummet i år – der har været rigtig mange gode bøger iblandt, som gør det svært at vælge 3 favoritter.
Jeg har alligevel forsøgt – det blev til 3 meget forskellige bøger, som på hver sin måde har gjort indtryk.

1) Noget om Grace af Anthony Doerr

Det er en bog, man næsten håber, aldrig vil slutte. Og dog er man som læser samtidig så spændt på at finde ud af, om Grace mon lever, så man nærmest flyver gennem siderne – men dog husker at nyde historien undervejs:

Allerede som barn viser David Winkler sig at have særlige evner. Han har en drøm, hvori en mand bliver ramt af en bus og bliver dræbt. En dag sker det: David har oplevet det hele i sin drøm, og ved præcist, hvad der vil ske i det øjeblik, han ser manden og bussen.

David vokser op i Anchorage, Alaska. Han tager en uddannelse som hydrolog, med hovedinteresse for snekrystaller; han er fascineret af de mange individuelle former krystallerne antager.

Da han møder Sandy, som bliver hans store kærlighed, har han også drømt om dette møde, og han ved i detaljer hvad der vil ske, den dag han møder hende i supermarkedet. Sandy er gift med Herman, men trods det indleder de et forhold – og Sandy bliver gravid. Han får hende overtalt til at forlade manden, og de flygter til Ohio, langt væk fra Herman – og de bliver forældre til Grace.

Læs hele anmeldelsen

 

2) Harpiks af Ane Riel

”Der var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Det var juleaftensmorgen, og det sneede en lille smule, men en rigtig hvid jul blev det ikke det år.” Sådan starter bogen – min interesse blev straks vakt, og den holdt sig hele vejen. Jeg blev fanget fuldstændig ind i det univers der beskrives i bogen – det er fantastisk godt beskrevet:

Der er mange forskellige måde man kan leve sit liv på. I bogen ”Harpiks” møder vi brødrene Mogens og Jens, der vokser op hos deres forældre på Hovedet. Deres far, Silas, er en dygtig håndværker, han oplærer dem i sit snedkerværksted og lærer dem at holde af træ og behandle træet med stor respekt. Han er lidt af en samler – kommer ofte hjem med ting han har fundet og som han måske senere kan få brug for.

Mogens kan ikke holde det isolerede liv ud, og flytter væk – men Jens bliver, og da Silas dør er han og moren alene – indtil moren ansætter Maria til at gå til hånde, og Maria og Jens forelsker sig. Maria bliver gravid og føder tvillinger, Carl og Liv – hun bliver efter fødslen af tvillingerne tykkere og tykkere og kan til sidst ikke komme ud af soveværelset

Jens har arvet Silas’ samlermani, og tingene hober sig op på ejendommen, men han ser det ikke. Maria generes af rodet, og forstår ikke hvorfor de ikke kører det på lossepladsen – men ligesom Else må hun efterhånden opgive at ændre på det.

Læs hele anmeldelsen

 

3) Fordi ilden er vores af Daniel Boysen

Foruroligende, skræmmende, nøgternt og egentlig usentimentalt fortalt – og samtidig meget poetisk. Små bidder fra en frygtelig barndom, der fortælles så fint – hjerteskærende, ærligt og forfærdeligt:

De starter som en familie – på billedet står far, mor, storebror og lillesøster foran carporten. Men alting er ikke helt godt. Far må arbejde i døgndrift for at få økonomien til at hænge sammen. Far og mor har en afstand imellem sig, og en dag forsvinder far.

Den glade barndom er forbi. Mor og børnene flytter til en anden by – sammen med papfar.

Vi hører i brudstykker en drengs erindringer om en opvækst med en psykisk syg mor og en voldelig, alkoholiseret papfar. Om Lillesøster, som han må passe på. Dage uden mad. En mor der forsvinder og efterlader børnene alene. Et selvmordsbrev. Vold, misbrug, psykisk og fysisk terror, cigaretter og sprut.

Det er omsorgssvigt i allerhøjeste grad. Ikke kun fra mor, far og papfar, men også lærere og andre voksne, der lukker øjnene, ikke vil se, ikke vil høre, hvordan det står til derhjemme. ”Vi lærte hurtigt, at ingen var interesserede i sandheden. Der findes kun et svar på hvordan man har det: Fint.”

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Vibeke Holm Andersen

______________________________________________________________________________________________________

Bjarne Jensen:

Jeg fik læst en del bøger og tegneserier i 2016, ikke alle blev anmeldt, men det blev alligevel til 37 anmeldelser. Jeg synes også det var svært at skulle fremhæve tre, men her er mit bud indenfor tre forskellige genrer.

1) Spejlbyen af Justin Cronin

Justin Cronins episke mesterværk om verdens undergang kommer til sin afslutning i ‘Spejlbyen’. Trilogien startede med ‘Den Første’ (2010), hvor vi fik historien om de mislykkede menneskeforsøg, der havde til mål at redde kræftsyge. Militæret kom ind over og så døde verden, da de vampyragtige forsøgspersoner slap løs og dræbte alt, eller gjorde deres ofre til nye viraler, som de blev kaldt. Vi fulgte en koloni af overlevende 100 år ude i fremtiden, der gemte sig bag høje mure og oplyste næt­ter, så de ikke blev angrebet. Deres kamp mod viralerne fortsatte i næste bog ‘De Tolv’ (2012), hvor flere overlevende bliver opdaget, men Cronin gik også tilbage til år 0, hvor viralerne slap ud, og man får fortalt de rædselsfulde tider efter udslippet fra helt andre synsvinkler.

I ‘Spejlbyen’ er der efterhånden over 200.000 indbyggere i Kerrville, Texas. Man har ikke set vira­lerne i flere år, og presset for at åbne portene og lade folk flytte ud og bosætte sig er stort. Historien springer 20 år i tid, hvor der kun er 5000 indbyggere tilbage i byen. Bosætterne bor rundt omkring på gårde og i små landsbyer. Men alt er ikke, som det burde være….

Læs hele anmeldelsen

 

2) Born To Run af Bruce Springsteen

Jeg har netop genset Bruce Springsteens Super Bowl Halftime Show fra 2009. Det foregik med et lille smil på læben under de knap 13 minutters video. Kort efter sin optræden begynder han at skrive om oplevelsen, og så fortsætter han ellers gennem de næste 7 år, med enkelte pauser ind imellem, og her sidder man så med resultatet: En hudløst ærlig selvbiografi, velskrevet som en roman, spæn­dende som en krimi. Jeg har i mange år været en distanceret fan, en atypisk fan, der ikke er så me­get til hans ‘store’ plader, men er mere betaget af de ‘små’ som ‘Nebraska’ og ‘The Ghost of Tom Joad’ og blev temmelig begejstret for hans politiske engagement på ‘Wrecking Ball’.

Springsteen fører os på de knap 600 sider helt tilbage til barndommen og op til nutiden, som var det en time siden, han skrev de sidste ord. Og skrive kan han. Selvfølgelig. Det beviser det hav af san­ge, der har begejstret så mange i flere årtier. Selvom jeg ikke er vild med al musikken, så kan jeg dog hurtig slå fast, at jeg ikke har set en større ‘performer’ end Springsteen. Hans koncerter er en maratonfest, hvor han giver sig selv og bandet fuldt ud, og indvier os generøst i sit liv.

Læs hele anmeldelsen

 

3) Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff

2016 har budt på mange store læseoplevelser for undertegnede, men ‘Illuminae’ sprænger alligevel rammerne her ved årets slutning. Det er et rumeventyr ud over de sædvanlige, Science fiction når det er bedst. Kategoriseret som en ungdomsbog fra 14 år, men vi voksne kan altså i den grad også være med!

Vi befinder os i året 2575 på isplaneten Karenza, der bliver angrebet af mega-koncernen Beitech, fordi konkurrenten har en ulovlig Hermium-mine på deres område. Det bliver en ren nedslagtning. Alligevel lykkes det for nogle overlevende at slippe væk i tre kæmpe rumskibe, med fjenden lige i hælene. 17 årige Kady har samme morgen slået op med sin kæreste Ezra. Det lykkes dem at flygte, og de befinder sig på hver sit rumskib. Langsomt får vi fortalt deres kærlighedshistorie, da de samarbejder for at få sandheden om folkedrabet ud til omverdenen. De er ikke alene presset af fjenden, der uden nåde forfølger dem, men også af en smitsom sygdom, der spreder sig uhyggeligt hurtigt, og en beskadiget Kunstig Intelligens, der skulle forestille sig at være på deres side.

Historien er utrolig spændende i sig selv. Nervepirrende og overraskende. Men det er ikke kun spændingen, der får én til at suse igennem bogen. Rent grafisk og visuelt er det en oplevelse uden lige.

Læs hele anmeldelsen

Læs flere anmeldelser af Bjarne Jensen

______________________________________________________________________________________________________