Fordi ilden er vores af Daniel Boysen

De starter som en familie – på billedet står far, mor, storebror og lillesøster foran carporten. Men alting er ikke helt godt. Far må arbejde i døgndrift for at få økonomien til at hænge sammen. Far og mor har en afstand imellem sig, og en dag forsvinder far.

Den glade barndom er forbi. Mor og børnene flytter til en anden by – sammen med papfar.

Vi hører i brudstykker en drengs erindringer om en opvækst med en psykisk syg mor og en voldelig, alkoholiseret papfar. Om Lillesøster, som han må passe på. Dage uden mad. En mor der forsvinder og efterlader børnene alene. Et selvmordsbrev. Vold, misbrug, psykisk og fysisk terror, cigaretter og sprut.

Det er omsorgssvigt i allerhøjeste grad. Ikke kun fra mor, far og papfar, men også lærere og andre voksne, der lukker øjnene, ikke vil se, ikke vil høre, hvordan det står til derhjemme. ”Vi lærte hurtigt, at ingen var interesserede i sandheden. Der findes kun et svar på hvordan man har det: Fint.”

Foruroligende, skræmmende, nøgternt og egentlig usentimentalt fortalt – og samtidig meget poetisk. Små bidder fra en frygtelig barndom, der fortælles så fint – hjerteskærende, ærligt og forfærdeligt. Romanen er autofiktion – en blanding af fiktion og biografi. Som læser fornemmede jeg helt klart, at forfatteren skriver selvbiografisk – han er i den grad til stede bag ordene.

”Det er så let at smile, det er jo bare livet, vil nogen mene”

Jeg blev meget berørt af bogen, og kunne slet ikke lægge den fra mig – den blev læst på en eftermiddag. Hurtigt læst, men bestemt ikke fordi den er overfladisk. Det er en af de bøger, der bliver siddende helt ind i sjælen længe efter sidste side er vendt. Den er et eksempel på, hvordan svigt af børn kan finde sted uden at nogen griber ind, og gennem drengens fortælling mærker man den store smerte der findes i både ham og søsteren – en smerte som ikke kan kureres. Jeg fornemmer, at der er et håb om, at de to søskende kan hjælpe hinanden videre i livet. Men barndommens traumer forsvinder aldrig.

Meget, meget velskrevet bog, så fint skrevet. En fortælling om to børn med ar på sjælen, ar, som ikke kan hele.
”Vi ved stadig ikke om vi har overlevet det hele, men vi har overlevet indtil nu”.

Lån bogen på biblioteket