143
2026
9788776502287
1 udgave 1 oplag
Verden er af lave, og det er den også i Huleby. Intet er som i de gode gamle dage, og som så mange andre ønsker slænget, at der skal ske forandringer til det bedre.
Især Dunner og Pjevs filosoferer lidt over tingene, og om hvordan slænget kan gå til kamp for en bedre verden. Stærkt opbakket af slænget og journalisten Breaking-Bjarke, bliver Pjevs deres talsmand.
Men man kritiserer ikke åbenlyst magthaverne, heller ikke i et demokratisk land som Danmark. Det får vidtrækkende konsekvenser for vores venner, og pludselig er det et spørgsmål om liv og død.
Efter seks år og ti bøger (der alle er anmeldt på Bogrummet.dk) er det nu tid til at sige farvel til de gæve gutter på den midtjyske højderyg, da “Slænget og den kunstige uintelligens” er den sidste bog i serien.
Det har været en fornøjelse at følge med i Slængets bedrifter – og ikke mindst den humoristiske skrivestil, der også rummer dybde og alvor, har bidraget med mange gode timers underholdning. Det er gennemgående i alle bøgerne, at de ting, der har præget debatten i samfundet på dét tidspunkt, bøgerne er skrevet, har dannet kulisse til handlingen.
På den måde er bøgerne også et tidsbillede af de sidste seks års samfundsudvikling.
Det er lidt vemodigt at sige farvel, men det er også vigtigt at slutte, mens legen er god.
Bøgerne kan godt læses selvstændigt, men hvis man skal have udbytte af at følge udviklingen i persongalleriet, vil jeg helt klart anbefale at læse bøgerne fortløbende.
Nu er jeg spændt på, hvad det næste udspil fra Kim bliver.
Kim Risør (1961) arbejder som finansrådgiver, og det helhedsorienterede mindset går igen i hans menneskelige spændingsromaner. Udgangspunktet er, at der – ud over god og spændende underholdning – skal være noget på hjerte og noget at reflektere over som læser.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af Forlaget mellemgaard, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.

