84
2025
9788727242620
Agent Stitch - A Flood of Foes (på dansk ved Hanna Lund Jeppesen)
1. udgave, 1. oplag
”Agent Stitch – en strøm af fjender” er en rigtig hyggelig og underholdende bog for børn, der er vilde med Stitch, men også for dem, der bare gerne vil have en historie med fart over feltet. Bogen er udgivet på Carlsen og er lavet som en graphic novel med 88 sider.
I historien bliver Stitch, Lilo, Jumba og Pleakley endnu en gang sendt ud på en vild mission, da en ny fjende truer Jorden. Denne gang er det de mystiske Glubglubberne, der kommer fra vandet. Glybglubberrne bliver beskrevet som en vandlevende modstander. Jagten på at stoppe dem fører blandt andet gruppen til både Paris og London, og undervejs får de brug for hjælp fra en tidligere fjende.
Det fungerer virkelig godt, at historien er fortalt som en blanding af bog og tegneserie, det gør bogen meget børnevenlig. Der er masser af billeder, korte tekststykker og dialog, så man kommer hurtigt gennem siderne. Det føles næsten som at se en tegnefilm, bare i bogform. Samtidig er der nok tekst til, at det stadig føles som rigtig læsning. Det gør bogen oplagt til børn, der måske ikke altid kaster sig over bøger med lange kapitler og meget tekst. Bogen er også oplagt til børn, der har lært alfabetet og lært at sætte enkle ord og sætninger sammen – en bog, der kan bruges til at inspirere børn til at ville læse en hel bog selv.
Hos os er Stitch allerede et stort hit, da jeg har en snart 9-årig, der næsten er besat af alle ting, der har med Stitch at gøre. Bogen havde en ret stor fordel fra starten. Men den levede også op til forventningerne. Historien er sjov, tempoet er højt, og der sker hele tiden noget nyt. Stitch er selvfølgelig stadig Stitch, med masser af energi og kaos, og det er især samspillet mellem ham og de andre figurer, der gør fortællingen forrygende og underholdende.
”Agent Stitch – en strøm af fjender” er ikke en bog, man læser for de store litterære overraskelser. Til gengæld er den præcis det, den skal være: let at gå til, sjov og underholdende. Den egner sig både til selvlæsning og til en hyggelig stund sammen med en voksen.
En læseværdig bog, især hvis man har en Stitch-fan derhjemme. Her blev den i hvert fald hurtigt populær.

