Verden af i går af Dennis Lehane

Dennis Lehane – manden bag blockbuster-succeserne ”Mystic River” og ”Shutter Island” – er en gigant i nyere amerikansk litteratur. Med ”Verden af i går” sætter han et mesterligt punktum for gangstertrilogien om Joe Coughlin, der begyndte med ”Den givne dag” og fortsatte med ”Lev om natten”. Tre romaner på et så svimlende højt niveau, at både anmeldere og menige læsere verden over har måttet overgive sig.

Bøgerne er ikke bare skidespændende og umulige at slippe igen. De er ikke bare fascinerende, fordi miljøerne er så exceptionelt tidstypiske og dialogen så rammende troværdig. Nej, de lever især, fordi man knuselsker personerne og vil følge dem til verdens ende. Bare vent, til du kommer ind under huden på den begavede, handlekraftige, men også følsomme og ganske selvkritiske eksgangster Joe Coughlin og hans skønne niårige søn Tomás, gennem hvis undrende øjne meget af den medrivende historie udspilles.

Vi er i 1943. Amerikanerne er modvilligt blevet trukket ind i Anden Verdenskrig, som ellers var et europæisk anliggende, men det er heldigvis langt væk, og de lokale mafiafraktioner har deres egne blodige krige at føre. Grådighed, magtbegær og misundelse er stærke drivkræfter, og så er der selvfølgelig foragten for niggerne, der også vil have en bid af kagen.

Kun mænd af siciliansk eller italiensk afstamning kan sætte dagsordenen. Ireren Joe Coughlin har derfor måttet træde et skridt tilbage og fungerer nu som højt respekteret rådgiver for den magtfulde Bartolo-familie. Pengene vælter ind, og det er især Joes fortjeneste; selv tidligere fjender er tilfredse, som tingene kører. Så hvem er det, der har sat en dyr pris på Joes hoved til forfald på Askeonsdag? Og hvorfor dog?

Uden for kirken, hvor man netop har bekræftet troen på gud og højtideligt slået kors for sig, mødes de kyniske gangstere og beslutter, hvem der skal betale hvad, i kontanter, ejerandele eller liv. Man hilser muntert på borgmesteren, hvis labre kone Joe har et godt øje til. Man går til konditoren, som har skjult hemmelige beskeder og seddelbundter under de svulmende flødekager. Man flyver til Cuba, hvor rom, narko, tropisk frugt, casino- og hoteldrift kører som en privat seddelpresse.

Men hvem er ven, og hvem er fjende? Den ellers så uforstyrrelige Joe får stress og søvnproblemer og ser bogstavelig talt spøgelser overalt. Thompson-maskinpistolerne glammer på åben gade, folk får akut blyforgiftning, Tomás tisser i bukserne af skræk, Joe ryger som en skorsten, mens han mærker nettet strammes om sig.

Lehane skriver om en verden i forandring, men også om amerikansk selvtilstrækkeligged og griskhed, som en Trump i dag har ophøjet til lov. Dengang finansierede et firma som United Fruit dødspatruljer, der omstyrtede sydamerikanske regimer; i dag hedder det Chiquita, men målet er stadig bananrepublikker som handelspartnere. Så eksplicit skriver Lehane ikke, manden forstår antydningens kunst.

Og nu er det altså slut. Jeg sidder tilbage med den sære blanding af tilfredsstillelse og tomhed, som kun rigtig gode bøger efterlader. Man kan selvfølgelig læse dem igen; men første gang får man ikke tilbage.

Lån bogen på biblioteket