Rosens navn (bind 1 og 2) af Milo Manara

Den fremragende italienske tegner Milo Manara er berømt og berygtet for sine erotiske striber, hvor brysterne gynger, og safterne sprøjter – old school mandehørm, så det basker.

Til alt held havde Manara mere på hjerte, og i den modne alder af 78 år skabte han i 2023 en grafisk version af Umberto Ecos verdenshit ”Rosens navn”, der som måske bekendt er filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen.

Selv lykkedes det mig aldrig hverken at få læst bogen eller set filmen, så stor tak til Manara for at gøre det tunge værk tilgængeligt i lettere fordøjelig form. Oven i købet – og ros for dét – med mange af bogens religiøse-filosofiske tematikker bevaret.

Bevares, Manaras gamle kæphest fornægter sig ikke; de få medvirkende kvinder blandt værkets mange dystre munke er særdeles velskabte. Men det glemmer man hurtigt, mens man gætter løs på, hvilke berømtheder Manara har karikeret undervejs. Eksempelvis ligner den skarpsindige William af Baskerville til forveksling en ung Marlon Brando. Jeg synes også, jeg genkendte Klaus Kinski og Harvey Weinstein…?

Historien udspiller sig i 1327 i et afsidesliggende benediktinerkloster i Norditalien. Hertil kommer den lynende skarpe engelske franciskanermunk og tidligere inkvisitor William af Baskerville ifølge med sin unge tyske lærling, novicen Adso fra Melk. Egentlig skal William mægle i en teologisk disput mellem paven og franciskanerordenen om Jesu fattigdom, men han får hurtigt hænderne fulde med at opklare en række makabre mord på forsvarsløse munke.

Sporene peger mod klostrets utilgængelige, labyrintiske bibliotek, som rummer sjældne og forbudte skrifter, heriblandt muligvis en bog af Aristoteles om komediens væsen – et emne, som klostrets blinde bibliotekar, Jorge af Burgos, anser for livsfarligt for troen. Thi latteren dræber frygten for Gud; hvis mennesket kan le i kirken, frygter det ikke Djævelen, og uden frygt bryder den religiøse autoritet sammen.

Blodige mord afløses af sød sex, da Adso forføres af en yppig pige, men opklaringsarbejdet kommer hurtigt tilbage på sporet, da William og Adso begynder at få hul på nogle semiotiske mysterier (ren Dan Brown). Og så ender det hele i et mægtigt rabalder med tortur, ildebrand og det, der er værre. Superspændende, faktisk.

Tegningerne er fantastiske, historien medrivende, tankegodset væsentligt – ”Rosens navn” bind 1 og 2 er et værdigt eftermæle for den ellers så letbenede Milo Manara.

lån bogen på biblioteket