Mikkeline på skattejagt af Claus Deleuran

Brødrene Claus og Jesper Deleuran lavede i fællesskab tegneserien om detektiverne Pirelli og Firestone. Metoden var at de skiftedes til at tegne på serien, som derfor røg frem og tilbage mellem to husstande. Og en dag da manuskriptet ligger hos broderen, savner Claus noget at tegne på, for som han skriver: “Nu er det kolossalt morsomt at lave tegneserier, og engang hvor han havde den hjemme hos sig, så savnede jeg det og lavede en side med den førnævnte Mikkeline.” Men han kunne ikke får hold på historien, og den blev opgivet. For at blive tegnet færdig og udgivet i 1984, mange år senere.

Mikkeline dukkede første gang op i Claus Deleurans debut “Thorfinn”, som piratprinsessen der forelsker sig i tøffelhelten Thorfinn. Da vi møder hende her, ligger hun i sin seng, og vækkes af en distræt engel, der glemmer sin kuglepen hos hende. Med den bliver alt hvad man skriver virkeligt. Så det er ikke længere nødvendigt at gå til købmanden, man skriver bare det man skal bruge, og det materialiserer sig. Snart kommer hun i besiddelse af et skattekort, som hendes gamle piratfjender også vil have fat i, og bevæbnet med kuglepen, skattekort og en gang driftige kvindelige besætningsmedlemmer – Fru Larsen og den enlige mor Sonja med babyen Buller (de tre er nok et venligt kip på hatten til “Huset på Christianshavn”) stævner hun ud på syv have for at finde sin skatteø. Sat overfor så stærke kvinder må det feministiske objekt Mikkeline træde tilbage og indtage mandens rolle som kaptajn for skibet, og Deleuran får dermed kommenteret 70’erne fokus på kønsrollerne.

Siderne bugner med Deleurans viden. Han lykkes med at gendigte gamle sagaer, bringer sine inspirationskilder ind i sin historie, og lader Mikkeline og co. møde lille Sorte Sambo (den går nok ikke i dag), citere fra Rasmus Klump, og sender Mikkelines dorske kærlighed Thorfinn gennem Dantes helvede. Selvfølgelig møder de alverdens søuhyrer på de syv have. Albummet er rettet mod en voksen læseskare, da man skal have en portion baggrundsviden for at kunne indoptage historien til fulde.

Det er meget tydeligt at det har været “kolossalt morsomt” at finde på og tegne historien, og jeg vil tro at Deleuran har fundet på henad vejen, for fortællingen er meget levende og ikke bundet op på en fast ramme, fyldt med små anekdoter. Fantasien er Deleurans lærred.

Lån tegneserien på biblioteket