Tyverier af Thomas Korsgaard

I 2017 udkom Thomas Korsgaards første bog, en autofiktiv roman med titlen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. En fortælling om at vokse op i en dysfunktionel familie i udkantsdanmark – og et Underdanmark de fleste politikere helst benægter eksistensen af.

Allerede året efter udkom efterfølgeren, der også er en autofiktiv roman, der er en selvstændig fortsættelse til debutromanen.

Nu har forfatteren så udgivet sin tredje bog, denne gang en novellesamling, der har fået titlen ”Tyverier”.

En bog, der i en anmeldelse i en af de landsdækkende aviser beskrives som den bedste af forfatterens tre bøger.

Jeg er ganske uenig. Denne anmelder synes faktisk, at ”Tyverier” er den ringeste af forfatterens tre bøger.

Hvor de første to romaner fremstod overbevisende og ærlige i beskrivelserne af Underdanmark og af en ung mands søgen efter sit ståsted i verden fremstår novellerne i ”Tyverier” mere til den forglemmelige side hvis man spørger denne anmelder. Og det ved jeg godt du ikke gjorde, men du har trods alt klikket dig ind for at læse denne anmeldelse, ikke sandt?

”Tyverier” består af 15 ganske korte noveller – socialrealistiske – fordelt på 139 sider. Jeg kan i skrivende stund huske hvad 4 af novellerne handler om uden at bladre igennem bogen for at genopfriske hukommelsen. Det er faktisk ikke prangende, at 11 ud af 15 noveller er gået i glemmebogen her 1½ uge efter, at jeg blev færdig med bogen – så lidt indtryk har størstedelen af novellerne altså gjort på denne anmelder.

Til gengæld kan jeg i min begyndende senil-demens huske, at jeg egentlig synes udmærket om bogen MENS jeg læste den – jeg fik bare ved den sødeste grød ikke de fleste af fortællingerne og personerne ind under huden.

Især 4 af novellerne skilte sig positivt ud. Den ene handler om en mand, der sælger forsikringer over telefonen. En af dem, der kimer dig ned og som ingen gider høre på. En dag ringer han til en dame, som bider på og accepterer et hjemmebesøg – efter stort pres af sælgeren. Der er bare det ved det, at damen er dødeligt syg og bor på hospice – sælgeren finder ud af det og vælger alligevel at skide højt på det og sender en kollega ud for at sælge den stakkels dame en livsforsikring.

Den anden novelle handler om en ung kvinde, der mødes med familien. Hun har det ikke godt, gider det ikke, vil ikke være der. Da hun taler alene med sin far får hun sandheden at vide: ”Jeg elsker dig på en måde, som jeg ikke må”. Fortællingen ender med, at hun hopper ud gennem et hul i en hæk og skrider fra foretagendet.

Thomas Korsgaard har et sikkert talent for at skrive og han har også noget på hjerte. Han er god til, at beskrive mennesker, der er kommet skævt ind på livet. Han gør det bare væsentligt bedre i romanerne end i sine noveller.

Da det var et fåtal af novellerne, der for alvor bed sig fast lander jeg på 3 store stjerner for en bog, der nok er velskrevet og vedkommende, men som alligevel ikke er uforglemmelig.

Lån bogen på biblioteket