0 kommentarer

Andre Spiderwick fortællinger 1: Nøkkens sang af Holly Black

af d. 5. januar 2009
Info
 
Sideantal

162

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06776-7

Originaltitel

Beyond the Spiderwick Chronicles 1: The Nixie's Song

 

I ”Spiderwick fortællingerne” har Holly Black og tegneren Tony DiTerlizzi skabt deres eget univers. Her findes en usynlig verden i vores, og her lever alle mulige underlige væsener og troldtøj. Og det er langt fra alle, der er venligt stemt over for mennesker. Vi møder denne verden første gang i “Spiderwick fortællingerne 1-5” (se anmeldelser).

“Nøkkens sang” er første del i serien “Andre Spiderwick fortællinger”. Vi er altså i samme univers i de nye bøger, og “Nøkkens sang” bidrager faktisk ikke med meget nyt i forhold til “Spiderwick fortællingerne”. Det gode ved dette genbrug er, at vi atter møder nogle af karaktererne fra de forrige bøger. Jared, som er hovedperson i “Spiderwick fortællingerne”, bliver sågar en aktiv deltager, og det er et ret hyggeligt gensyn.

I denne bog møder vi Nick, som er 11 år gammel, lidt tyk, spiller computerspil og så har han en totalt sej surferstorebror og ingen mor. Drengenes far har giftet sig med Charlene, og det medfører ret naturligt fælles husholdning. Og dermed bor Nick pludselig sammen med Charlene og Charlenes datter, den afsindigt nørdede Laurie. Laurie skal bo i Nicks gamle værelse, og hun flytter ind med mærkelige bøger om fantasy og troldtøj. Nick er jo forståeligt nok ikke særlig vild med værelsesrøveren, men det er Laurie ret ligeglad med, hun er kun interesseret i sære væsener. Snart dukker ét af slagsen op i baghaven. En nøkke er kommet i alvorlige vanskeligheder. En trold har ødelagt det vandhul hun og hendes søstre boede i. Hun ved ikke, hvad der er sket med søstrene og plages samtidig af en voldsomt stor trold. Nøkken tvinger Nick og Laurie til at hjælpe sig og børnene begiver sig ud på en farefuld færd.

Bogen har et godt greb om børn og deres måde at være på. “Nøkkens sang” er en udmærket børnebog, men det trækker ned, at handlingsforløbet minder for meget om de tidligere bøger.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter