303
2011
978-87-7053-087-3
The Pale Criminal - oversat af Ole Lindegård Henriksen
3. udgave, 2. oplag
Er det Hitlers nære kampfælle Julius Streicher, der er begyndt at voldtage, strangulere og skære halsen over på lyshårede 16-17-årige ariske piger i den tyske hovedstad i det herrens år 1938, hvor hele Tyskland vånder sig under det repressive, nazistiske regime?
Streicher udgiver Hitlers og mange andre brunskjorters yndlingsavis, Der Stürmer, som gør sig i infam antisemitisme, opfordring til vold og hærværk mod jøder, offentlig udskamning herunder halvpornografiske tegninger af krumnæsede jøder, der skærer halsen over på nøgne tyske møer blot for at opsamle blodet og indtage det i forbindelse med jøders velkendte perverse ritualer.
Mystisk er det i hvert fald, at man på Der Stürmer tilsyneladende kender modus operandi på en serie mord, som offentligheden ikke kender til. En pige er desuden blevet antastet af en herre, der ligner Streicher…
Selveste politigeneral Reinhard Heydrich har vredet armen om på den preussiske strisser Bernie Gunther, der modvilligt må forlade sit lukrative detektivbureau og vende tilbage til de stadigt mere nazificerede kolleger i Berlins politihovedkvarter, Alex. Med nogen ret hævder Heydrich, at Gunther er den eneste, der kan opklare de bestialske drab – thi hvem ellers ville turde bide sig fast i haserne på en magtfuld bølle som Julius Streicher?
Også Reichsführer Himmler skal vise sig at blive et mindeværdigt bekendtskab undervejs. Og med ham en ækel historie om det betændte, nazistiske tankegods og dets oprindelse i førkristne myter fra det germanske hinterland. Projekt Krist er navnet på den syge konspiration, der skal rense Tyskland for underlødigt blod.
Enden på hele den fiktive historie bliver Krystalnatten, der desværre var højst virkelig.
“Den blege forbryder” er andet bind i Philip Kerrs fænomenale Berlin Noir-serie om gådefulde forbrydelser begået før og under Anden Verdenskrig og sat under lup af den skarpsindige, men evigt knarvorne Bernie Gunther.
Berlin Noir er i øvrigt samme genre, som den populære tv-serie “Babylon Berlin” (skrevet af Volker Kutscher) falder ind under. Stemningsfulde krimimysterier, der udspiller sig i en fed atmosfære af anno dazumal dølget i heftige tåger af cigaretrøg, snapsefremkaldt livsvisdom og militaristisk nazilir.
“Den blege forbryder” er ikke Kerrs bedste krimi, men rigeligt underholdende alligevel, og så bider replikkerne som Max Schmelings berømte nævearbejde. Sarkasmen er ætsende ond og lejlighedsvis lårklaskende morsom.