Vi var så blidt i verden af Louise Trankjær

Lad dig ikke narre af den smukke titel ”Vi var så blidt i verden”. Her er tale om en dystopisk bog, der er skrevet på bagkant af Covid-19 årene med den isolation og usikkerhed, man levede med.

Louise Trankjær leger i bogen med tanken om, at Danmark er ramt af en dødelig virus – en virus, som myndighederne skal have isoleret hurtigst muligt. De overlevende danskere skal reddes – men for hvilken pris? Kan man fx bruge overlevende kriminelle til vaccineforsøgene? Og er der nogen danskere, der er mere værd end andre for samfundet?

Åbningsscenen er et loftrum, hvor vi møder Amanda, der på sjette døgn har forskanset sig i uvished om, hvad det var for nogle blå mænd, der stormede hendes opgang og drev alle beboere ud i biler og kørte væk med dem. Da sulten og tørsten tvinger hende tilbage i lejligheden står den ganske uberørt hen – men ingen af de kendte medier er opdateret, hverken TV-avisen eller internettet er opdateret siden den dag, hun gemte sig på loftet.

Søsteren svarer ikke på telefonen, og da Amanda finder naboen forhutlet og forskanset i et klædeskab, drager de to afsted ud i det tomme Danmark for at lede efter søsteren og hendes børn i familiens sommerhus.

Undervejs bryder de ind i supermarkeder for at proviantere og møder Haady, der er flygtning fra Yemen og en dreven hacker. Da trekløveret når til sommerhuset er det forladt i hast;  Amandas søster og familie er bragt til en lejr …… Herfra vil jeg ikke afsløre handlingen for kommende læsere.

De første 2/3 af bogen var jeg ret så begejstret og kunne spejle mig i de følelser, som Amanda gennemgik og med Covid så tæt på virkede scenariet realistisk. Hvad ville man selv have gjort?

Den sidste 1/3 af bogen tabte fortællingen pusten og blev for urealistisk for mig, og slutningen var jeg ikke begejstret for.

Amanda er studerende og i gang med at skrive en afhandling om Astrid Lindgren, og der er rigtig mange referencer til Astrid Lindgrens verden i bogen. Nok et par for mange efter min smag.

Flere gange under læsningen ledtes mine tanker hen på Cormac Mccarthy’s ”Vejen”, der med Viggo Mortensen i filmhovedrollen må gå tværs gennem et øde USA med sin lille søn. Jeg kan endnu fornemme den dystre stemning, der lå over denne bog. I ”Vi var så blidt i verden” hørte jeg ikke den dystre underlægningsmusik, men jeg vil alligevel anbefale bogen, hvis man er til ”hvad-nu-hvis-engang-i-fremtiden”- bøger.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket