1 comment

Væk af Rasmus Hastrup

af d. 2. oktober 2020
Info
 
Sideantal

231

Udgivet

2020

ISBN

978-87-998997-3-9

Udgave

1. udgave

 

Jeg er ikke langt inde i Væk før det går op for mig, at her er en forfatter der kommer på min must read liste! Det minder lidt om dengang jeg faldt pladask for A. Silvestris forfatterskab ved at læse Fast arbejde.

Rasmus Hastrup er lidt i samme boldgade med noveller i eventyr- og fantastikgenrerne, vel og mærke eventyr med de helt klassiske elementer som trolde, helte og tre valg, men med nogle grusomme utraditionelle twists. Som i Hans og trolden og skatten i brønden, hvor den modige dreng møder en trold, der vil have hjælp til at finde en skat i en dyb brønd. Et betagende anderledes eventyr fra nutiden, grumt og virkelig sjovt på samme tid.

Det gentager sig i Hjælperen, hvor alenemoren Estrid er ved at opgive den daglige trummerum, hun orker ikke at rydde op og børnene bliver uretfærdigt forkælet til fingerspidserne hos eksmanden. Men så en dag ringer hjælperen på døren og giver hende de traditionelle tre ønsker, som hun kan få opfyldt. Måske den ondeste historie i samlingen!

Historierne er så godt skrevet og så anderledes, at de står lyslevende for mig. Gad vide hvor inspirationen kommer fra? I Lydenes kilde kom jeg selv til at tænke på Tom Waits sangen, What’s he building? fra Mule Variations, hvor fortælleren ædes op af mistænksomhed og nysgerrighed.

Grete Roulund kunne også være en inspirationskilde, jeg fik i hvert fald hende i tankerne i flere af novellerne, og større hyldest kan jeg vel næppe give Rasmus Hastrup. Den her fornemmelse af et twistet Danmark, en alternativ virkelighed, hvor krigen raser og dagligdagen går videre. Bedst illustreret i Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge. En på samme tid virkelig morsom og tragisk historie, hvor titlen fortæller lige så meget som novellen.

Det er en lille genial samling af noveller. Jeg får på samme tid den her fornemmelse af at flere af historierne hænger sammen, personer krydser hinandens spor, og samtidig er der nogle ting jeg ikke forstår, og i stedet for at blive frustreret, så glædes jeg bare ved mystikken og bliver simpelthen nødt til at læse Hastrups to andre udgivelser, bare for at se, om jeg har overset nogle easter eggs, som han nævner i den overraskende Interludium, hvor han pludselig dukker op fra novellerne og drejer hovedet rundt på læseren. Det er virkelig dybt underholdende!

Hastrup skriver virkelig godt og underholdende, og formår at holde læserens interesse bogen igennem. Sproget er til tider overraskende og smukt: Midt i trolden og Hans’ diskussion om nedstigningen i brønden står der pludselig: Månen var et oldtidsbarn. Den trak natten lidt tættere sammen om sig og klynkede tyst. Fremragende måde på lige at sætte uhyggen et gear op!

Jeg kan ikke anbefale bogen nok, hvis man er til en anderledes oplevelse, en anderledes virkelighed. Men hold en lille pause mellem hver historie, det er der brug for. Og så vil jeg bare glæde mig til at genlæse og dykke ned i de tidligere noveller.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter