0 kommentarer

Trommeskindet af Arturo Pérez-Reverte

af d. 29. oktober 2003
Info
 
Sideantal

399

Udgivet

1997

ISBN

87-583-0994-2

Originaltitel

La piel del tambor

 

Efter at en hacker er trængt ind i Vatikanets edb-system og har efterladt en kryptisk besked på pavens pc, bliver den uangribeligt korrekte fader Lorenzo Quart sendt til Sevilla for at opklare nogle mystiske dødsfald i og omkring en lukningstruet kirke, Nueastra Senora De Las Lagrimas. Her modtages han køligt af de lokale, men lidt efter lidt udvikler der sig et varmt forhold til den smukke Macarena Bruner.

Med dens mangfoldige intriger og anakronistiske opbygning udgør Vatikanets embedsstand en særdeles virkningsfuld baggrund i denne veloplagte thriller, der ikke er bange for at lade sine personer berøre tilværelsens store spørgsmål. Samtaler af den type indgår uanstrengt i handlingen, som er præcis og nuanceret i skildringen af de forbryderiske typer, der skal prøve at forhindre fader Quarts opklaringsarbejde.

Byen Sevilla er skildret med en respekt og kærlighed, der minder én om, at de bedste rejser foretages fra en dyb lænestol i selskab med en god bog, og alene i den del er romanen langt over middel. Hertil kommer forfatterens omfattende indblik i Vatikanets funktion og opbygning. Bogen udarter dog aldrig til afliring af viden, men derimod er de mange ting, som undertegnede i hvert fald ikke vidste noget om i forvejen, en integreret del af handlingen.

Specielt i løbet af de første tres sider er det dog noget forvirrende, at der bringes adskillige personer på den bane, som Pérez-Reverte er ret lang tid om at få kridtet op. Derfor kommer man let til at sidde med en fornemmelse af, at der sker for lidt til at man kan holde interessen ved lige hele vejen igennem. Men fat mod, romanen bliver bedre og bedre og er afgjort al umagen værd.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter