0 kommentarer

De navnløse skibes kirkegård af Arturo Pérez-Reverte

af d. 29. oktober 2003
Info
 
Sideantal

471

Udgivet

2001

ISBN

87-583-1263-3

Originaltitel

La Carta Esférica

 

Denne bog viser, hvor galt det kan gå, når mange af de ingredienser, der i øvrigt er karakteristiske for Pérez-Revertes fine forfatterskab: grundig research, omfattende historisk viden og sprogligt mesterskab, blandes til en besk cocktail af langstrakte ulideligheder.

I grundsubstansen er historien om den fritstillede sømand Coy, der sammen med den smukke Tanger Soto, skal finde frem til vraget af et skib, der sank i 1767, god nok. Men allerede romanens spanske titel, der må betyde noget i retning af ‘Det sfæriske kort’ kan godt tages som varsel om, at den får en ordentlig én på symbolikken denne gang. Både sømanden og kvinden henter deres navne fra mere eller mindre kendte byer, men meningen med den symbolske dimension drukner i den hormonpumpede idiotiske småfilosoferen, Coy konstant udsætter læseren for.

Læg hertil sproglige flovsere som i scenen, hvor de kigger på gamle Tintinbøger – blandt andet ‘Rackham den Rødes skat’, der jo unægtelig har samme emne. ‘Disse bøger har for altid formateret mit livs diskette’, siger Tanger Soto på et tidspunkt. Prøv at sammenholde billedet med, hvad der egentlig sker, når man formaterer disketter. Måske lyder det flot, men rent indholdsmæssigt er det noget sludder, og det er den slags metaforer, der kan få én til ligefrem at længes efter kommentatoren Jørn Maders udgydelser under Tour de France. Der skal ellers meget til …

For den, der er interesseret i søfartshistorie og kartografi, er bogen sikkert noget af en guldgrube, men efterhånden som side efter side vendes i apatisk venten på den handling, der forsvinder i mængderne af kustodeoplysninger, sidder man og ærgrer sig over, at bogen ikke er 200 sider kortere, for så kunne en form for spænding nok være holdt ved lige.

Det skal ikke røbes her, om hovedpersonerne finder skatten, men de er i hvert fald nede og skrabe bunden. Symbolsk, altså.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter