Troldmanden og glaskuglen af Stephen King

På min tredje rejse mod det mørke tårn sammen med Roland og hans venner er jeg nået til mester­værket ‘Troldmanden og glaskuglen’. I Stephen Kings pt. otte binds fantasy værk om Det Mørke Tårn følger vi revolvermanden Roland, der lever i en verden der ligner vores, måske om 1000 år, el­ler også er det en parallelverden, hvem ved? I hvert fald er hans verden i forfald, og han har hentet hjælp i vores verden og fået følgeskab af en gruppe venner, der skal hjælpe ham på vejen mod tår­net.

Efter at have overlevet rædselsturen med det sindssyge tog, Blaine, ser det ud til at gruppen er nået til en version af Kansas. Ved den hjerteskærende lyd fra et ‘tyndslidt’ sted, kommer Roland til at tænke på sin ungdoms kærlighed, Susan, og han bruger en nat på at fortælle sine venner den griben­de historie. Som 14 årig bliver Roland sendt ud øst på til baroniet Mejis og til byen Hambry, sam­men med sine kammerater Cuthbert og Alain. Officielt skal de optælle gods, der kan hjælpe i den borgerkrig, der hærger. De finder hurtigt ud af, at alt ikke er, som det skal være. Roland bliver dog hovedkuls forelsket i en pige, som han hellere skulle have holdt sig væk fra, og de tre venner kom­mer hurtigt i en konflikt med tre revolvermænd, De Store Kistejægere, og et opgør er uundgåeligt.

Bogen er både en western i utraditionel forstand samt en på samme tid både smuk og grufuld kær­lighedshistorie. I en verden hvor der findes gamle, slidte olieboringer, tankvogne, maskingeværer og andet der egentlig ikke hører tiden til, får King orkestreret en fantastisk historie om forræderi, kærlighed og venskab. Hans evne til at give små hints om den forestående katastrofe er unik, lige­som den uhyggelige stemning han opbygger med bl.a. månens forskellige ansigter. Selvom King i efterskriftet afslører, at han var skræmt til døde af at skulle skrive historien, fordi ‘kærlighed er van­skelig’, så er det lykkedes til fulde.

Af en eller anden grund har jeg altid følt, at jeg så en film, når jeg læste bogen. I samme ånd må jeg tilstå, at jeg ser lidt ængsteligt frem til Nicolaj Arcels filmatisering af ‘Det mørke tårn’. Hvis det kun ender ud i en enkelt film, der så skal dække over 4000 siders historie, så har jeg bange anelser om, at jeg vil blive fælt skuffet. Jeg håber mine bekymringer bliver gjort til skamme, men jeg ville langt hellere have set en TV-serie.

Til Stephen King er der kun tilbage at ønske: ‘Lange dage og behagelige nætter’. Tak sai!

Lån bogen på bibliotek.dk