432
2011
978-87-02-10738-8
Faithful Place
“Rosie var som en regnbue af klare farver: en eksplosion af kobberfarvede krøller helt ned til taljen, øjne som grønne glasskår holdt op mod solen, røde læber og lys hud med gyldne fregner.”
Rosie Daly er kvarterets dejligste tøs, og hun har valgt Francis Mackey som sin udkårne. De to turtelduer beslutter sig for at forlade deres katolsk-bornerte og voldelige familier i den fattige del af Dublin og prøve lykken i England. Men den nat, de vil flygte i ly af mørket, dukker Rosie aldrig op. Mere end tyve år, et ægteskab og et barn senere får Frank nys om, hvad der hændte hin ulyksalige nat. Han er aldrig kommet sig over sin ungdoms kærlighed, og som undercover-agent i det irske politikorps kan han grave sig dybere ned i den spegede sag, end almindelige betjente ville kunne. Det bliver en vemodig og farlig rejse tilbage til fortiden. Tilbage til Faithful Place.
Beskrivelserne af det fattige, katolske Irland – i 80’erne og nu – er så levende, at det føles som at være der selv. Lurvede lejligheder fyldt med børn (kirken forbyder jo kondomer!), fordrukne fædre, forbitrede mødre, alkohol og dårlig mad. Men også stædigt sammenhold inden for familien, fester og begravelser med sang, druk og munterhed, forbudt flirt og stjålne kys. Ægtheden i disse glimt fra Dublin og dens brogede befolkning gør, at byen snarere end plottet bliver omdrejningspunkt i historien. Gyldendal kalder bogen en spændingsroman, men den er mere knugende end egentlig spændende – og det gør ikke spor.
Francis er en interessant hovedperson, hvis bevæggrunde man hele tiden forstår, samtidig med at man væmmes ved den tarvelige måde, han udnytter alt og alle til at nå sine mål. Han lyver, taler mod bedre vidende, patroniserer… det er en stor bedrift af French at ‘overtale’ læseren til både at holde med denne antihelt og give én lyst til at ruske ham, indtil han opfører sig anstændigt. I en fantastisk scene siger Francis’ helvedesfar, der har sin store andel i hele tragedien, sin søn nogle sandheder, der er så skarpt set, at man modstræbende får respekt for ham. Dreven skrivekunst.
I dag bygges de fleste bøger op af hurtige klip fra scene til scene. Teknikken kan være trættende, men det kan også føles fodslæbende, når man hele vejen følger hovedpersonen minut for minut. Lidt større dynamik havde klædt bogen; der dog varmt kan anbefales.
Oversætter Stjernfeldt: Det hedder drabsafdeling, ej mordafdeling.