440
2024
978-87-7007-921-1
Tolv utemte hester
1. udgave, 1. oplag 2024
Jeg må hellere afsløre det med det samme: Den første krimi i Anne Holts Hanne-Wilhelmsen-serie gjorde mig faktisk afhængig. Så nu har jeg læst Hanne-Wilhelmsen-bøger og lyttet til Hanne-Wilhelmsen-lydbøger i 6 måneder. Jeg frygter den dag, det slutter!
Anne Holt er berømt for sine spændende krimier om topaktuelle temaer og har altid stærke kvinder som hovedpersoner. Som tidligere politiadvokat, journalist og Norges justitsminister kan man tydeligt mærke, at hun er i sit rette element og har fingeren på pulsen. Det gælder ikke mindst for det sidste bind i Hanne-Wilhelmsen-serien indtil nu: Tolv utæmmede heste (bd 12).
Hanne Wilhelmsen, en pensioneret legende i Oslo politi, er nu tres år gammel og har siddet i kørestol i tyve år. Selvom hun fører et lykkeligt familieliv med sin livsglade kone Nefis, og datteren Ida, har hun tillagt sig en menneskeforagtende holdning og er blevet utålelig.
Den unge Henrik Holme, Hannes tidligere makker, er den nye legende i Oslo politi. På trods af en suspension fra tjenesten tager han en uopklaret sag, om en ung kvindes selvmord, med hjem. Da han kommer på et vigtigt, men farligt spor, beder han Hanne fortvivlet om råd, men bliver koldt afvist: „Fuck off!“ Kort tid efter findes Henrik død i en affaldscontainer. Den ellers så søde Nefis bliver rasende og forlader Hanne sammen med datteren Ida. Hannes liv går i opløsning, for nu er hun virkelig helt alene med sig selv.
Ebba Braut, en ung redaktør, får adgang til den fortvivlede Hanne. Men også Ebba har et problem: Hun er gravid uden at have været i seng med en mand i over to år.
Begge kvinder har brug for hinanden til at afsløre Henriks drab og Ebbas „umulige“ graviditet. Sammen kommer de på sporet af en gruppe mænd (INCEL), som er besat af kvindehad og planlægger frygtelige forbrydelser mod unge kvinder. Havde Henrik også været på samme spor? Med Henrik har Hanne mistet sin sidste kontaktperson i politiet, men heldigvis får hun lokket en gammel politiven til at gøre hende en tjeneste. Hun har ikke glemt, hvordan man vikler folk om lillefingeren!
Under jagten på forbryderne er Hanne i sit rette element, men kan hun håndtere sit selvhad og den private skam og sorg? Kommer hun til at deltage i Henriks begravelse på trods af angsten for at blive berørt? Og genvinder hun Nefis og Ida?
Bogen rækker ud over det sædvanlige med en utrolig høj spændingsbue og perfekt konstruerede gåder.
Holt leverer også et fantastisk persongalleri. Hanne har en professionel styrke men graverende svagheder, der gør hende til en modbydelig person. Som læser bliver man vred! Derimod måtte jeg græde over Henriks skæbne. Han kæmpede en forgæves kamp mod sin skam og ensomhed, som fører til hans død. Skildringen af incel-bevægelsen er informativ og spændende. Jeg var åndeløs til sidste sætning.
Man skal man jo stoppe, når det er bedst. Hvis Anne Holt vover at sætte et punktum for Hanne-Wilhelmsen-serien med bind 12, så tager jeg allerede nu hatten af!

