100
2021
9788702311877
1.
Thomas Bobergs seneste digtsamling hedder ”Forberedelse til livet” og er udkommet på Gyldendal. Samlingen består af enkeltstående og hver for sig afsluttede digte, som er sat sammen i klynger, hver med egen titel. Således ”Poesien bed mig i øjet”, ”Toget er kørt, dine øjne bærer frugt”, ”Meditation over en sten” samt yderligere tre. Digtene udgør hver for sig nedslag i et liv fra fødsel og barneliv til ungdom, voksenliv, ægte- og forældreskab.
Thomas Boberg indleder med at sammenkæde evolutionshistorien med digterjegets fødsel. Jeget skrives frem som en domesticeret naturens søn, der blev født med udlængsel og nomadens drive i kroppen, og som aldrig burde være blevet buret inde ”et sted bag tremmer med udsigt til en væg”.
En forelskelse slås an: ”Du kommer gående i dit sommertøj / du elsker den vind som får stoffet til at blafre som et sejl”. Snart efter passes den sommertøjsbeklædte op af en ”han”, som ”vil sikre sig at dit ansigt står mål med din røv.”
Om lykken skriver Boberg: ”lykken. // Den ligner en fugl / flyver altid videre / til nogle andre. // Sådan er lykken.”
Disse ærligt talt noget lavtflyvende passager skæmmer samlingen.
Billedsproget er temmelig bombastisk, som om det hele tiden flygter fra sig selv. Sproget slår om sig med skudsalver af kantede metaforer for derefter at fare videre, efterladende læseren en smule slukøret og drænet. På den måde forekommer digtene at flakse rundt i jegets liv og lader kun i mindre grad den sproglige opmærksomhed hvile ved en genstand, en følelse, en tanke, hvad som helst.
Måske skal Boberg give sig hen til den bevægelse, han beskriver i afsnittet ”Ild”: ”Ordene forlader / sætningerne / og flakser i alle retninger”. Den procedure virker rimelig: lad ordene forlade sætningerne. Lad dem bare flakse i alle retninger. Forsvinde i horisonten. Stå så, et langt eller kort øjeblik ordløs tilbage. Vent, måske længe, og se hvad der bliver tilbage eller vokser frem.
Bedst er de digte, der ikke kaster sig over stok og sten ind og ud af hinanden uafhængige billeder, men dvæler ved en situation eller en tilstand eller en følelse. I de digte er der ro for en stund, og det klæder samlingen.
Vederkvægende kan det således blive for en kort stund, som her, hvor digteren erindrer en natlig vandring igennem klitterne ved Sønderho: ”En ræveunge / løb ud mellem vores ben / trak med / halen / en kreds i natten”.
Anmeldereksemplar