110
2015
978-87-02-17417-5
110 sider. Det er det hele. “Stormskader” breder sig over blot 110 sider, og det endda i et ret lille format. Men forfatteren er sine læsere nådig, når hun lader historien slutte på side 110. Ikke fordi det er en dårlig roman, og ikke – slet ikke – fordi den er dårligt skrevet. Men fordi det er 110 siders svulmende ordkost af de bedste råvarer, og den slags mætter. Til sidst kan man bare ikke tage flere ord ind. Der er ikke plads til mere, og alligevel bliver man ved til sidste side. Først derefter får man hovedet oven vande og kan trække vejret i ét stort gisp.
En kvinde går ud ad døren en dag. Hun er forfatter, og har fået for meget familie. Hendes mand der er sød og forstående på den der øretæveindbydende måde, selvom han mener det godt. Børnene er bare for meget. Det er iPads og telefoner, computere, TV og spilkonsoller, og det er bare for meget. Så kvinden går ud ad døren. Hun tager op i deres sommerhus på Nordsjælland, og går til i druk, ensomhed og minder. For der er ikke så meget mere tilbage.
Over bogens få sider, følger vi kvindens nedtur. Fra skidt til virkelig skidt med få velvalgte ord. Som forlaget skriver, har forfatteren, Katrine Grünfeld, denne gang anlagt en mere prosa-lyrisk tone end i hendes tidligere værker. Jeg mødte hende første gang da hun i 2008 debuterede med “Mindre pletter” som jeg fandt udmærket men let fordøjelig. Mange ord er løbet gennem verden siden da, og “Stormskader” er, trods sin lidenhed, et helt andet og meget større værk, af den slags man ikke lige glemmer med det første. Imellem “Mindre pletter” og “Stormskader” ligger værkerne “Sommerferie” (Gyldendal 2010) og “Et hjem i Mørke” (Gyldendal 2012). Jeg har ikke læst dem, da debut’en fra 2008 ikke lagde op til at det var en forfatter jeg skulle følge. Jeg tog fejl, og jeg skal på Biblioteket efter de to jeg mangler at læse. Der er en udvikling, hvis yderpoler jeg har set, og jeg bliver nødt til at finde ud af hvad der ligger mellem dem.