0 kommentarer

Store Kongensgade 23 af Søren Ulrik Thomsen

af d. 6. oktober 2021
Info
 
Sideantal

96

Udgivet

2021

ISBN

978-87-02-28103-3

Originaltitel

Store Kongensgade 23

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

“Man skal ikke have talt længe med et andet menneske for at kunne indkredse det år eller det sted i vedkommendes liv, der med tiden har vist sig at være det vigtigste. Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum.

For Søren Ulrik Thomsen er stedet Store Kongensgade 23, 4. sal, hvortil familien var flyttet fra Stevns. Tidspunktet strækker sig fra august 1972 og et års tid frem.” (bogens bagside)

Efter 5 års ventetid er Søren Ulrik Thomsen nedkommet med en ny bog, denne gang et essaysamling med titlen “Store Kongensgade 23”. Et essay, der i øvrigt ligger i fin tråd med forfatterens forrige bog “En hårnål klemt inde bag panelet”.

Der er tale om et erindringsessay fyldt med iagttagelser og minder, især om hans humoristiske, digtskrivende og intelligente mor og hans verdensvendte far, om provinsen, som Søren Ulrik Thomsen til stadighed foragter og om den berusende følelse af, at lande i storbyen København med de oplyste butikker og trafik, men også om tanker om hvorfor man skriver, sorgen over afdøde venner og om at frygte alderdommen samtidigt med, at man stadig glæder sig til næste dag i livet.

Først og fremmest er det vel et portræt af forfatterens mor og psykiatrien, der behandlede hende med mere end 30 elektrochok og tung psykofarmaka i stedet for simpelthen at spørge hende, hvad hun var så ked af. Og så selvfølgelig om en lejlighed i Store Kongensgade, hvor forfatteren ikke har boet i over 50, men som stadig er det punkt, hvor passerens spids så at sige kan placeres for forfatteren.

“Store Kongensgade 23” er et aldeles fremragende essay, måske endda det bedste Søren Ulrik Thomsen har skrevet til dato (og ja, det samme skrev jeg om forfatterens forrige bog “En hårnål klemt inde bag panelet”).

Søren Ulrik Thomsen er uhyre velskrivende i dette essay, han spidder psykiatrien, han er klartseende, velformuleret og intelligent og har målt på alle parametre skrevet en rigtig fremragende bog.

Bogen er en sproglig fest og trods bogens alvorlige emner opleves det ikke som en tung bog eller en bog man bliver i dårligt humør af at læse. Tværtimod en berigende bog, som man bliver klogere og mere oplyst af, at have brugt sin tid på.

Jeg har faktisk intet dårligt at sige om denne bog, der er vel i grunden kun en ting at sige: Læs denne bog.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter