366
2015
9788799651269
Station Eleven
1.
Forlaget Iris har gjort det igen! ‘Station 11’ er en unik læseoplevelse, ligesom ‘Høstens engle’, ‘Eksperten’ og ‘Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik’. Sidstnævnte ramte mig skævt, men den ramte trods alt og sidder stadig i baghovedet et sted! På forlagets hjemmeside kan man læse: ‘Forlaget Iris bygger på kærlighed til den gode historie på tværs af litterære genrer og trends. Udgivelsesprofilen er eklektisk. Vi udgiver vores egne yndlingsbøger.’
‘Station 11’ er canadiske Emily St. John Mandels fjerde bog. Historien starter på et teater i Toronto, hvor den berømte skuespiller, Arthur Leander, dør midt i opførelsen af King Lear. Samtidig begynder ‘Georgieninfluenzaen’ at sprede sig med lynets hast, og snart er verden gået under, og kun få mennesker har overlevet. 20 år ude i fremtiden følger vi en gruppe af skuespillere og musikere i ‘Den Omrejsende Symfoni’, der i hestevogne rejser rundt i Canada og opfører Shakespeare skuespil i de små samfund, der er dukket op efter verdens undergang.
Men bogen er meget mere end det. Den springer frem og tilbage i tid og sted, hvor vi følger forskellige personer, der dog alle har en relation til den afdøde skuespiller. Pludselig sidder vi til et middagsselskab i nutidens LA, hvor personernes veje krydses igen. Denne skiften mellem den postapokalyptiske fremtid og den gamle verden er yderst effektfuld. Mange løse ender og små mysterier bliver opklaret hen af vejen.
Mandel’s sprog er let og fint, relationerne mellem de forskellige personer står knivskarpt. Der er ikke en eneste af dem, der ikke er vedkommende eller spændende, som f.eks. Miranda, der via den graphic novel hun arbejder på får skabt en parallel fortælling, der har stor betydning for et par af historiens fremtrædende personer. Det kunne være cool, hvis Mandel havde skrevet historien fra tegneserien færdig og udgivet den som Graphic Novel samtidig! Den gad jeg godt at læse også!
Mandel har skrevet en meget autentisk roman om verdenssamfundets undergang, den barske hverdag bliver beskrevet meget naturligt, og på den måde læner ‘Station 11’ sig genremæssigt mere op af McCarthys geniale ‘Vejen’, end op af Justin Cronin’s lige så geniale ‘Den første’, hvor vampyragtige væsner har overtaget verden. Jeg sidder dog tilbage med ønsket om, at Mandel ville have skrevet 700 sider mere, ligesom Cronin gjorde, men hun er stoppet på side 366, selvom vi nok er mange der hungrer efter mere.
Emily St. John Mandel vandt Arthur C. Clarke Award 2015 for ‘Station 11’ og var finalist til National Book Award 2014.