Spillelærerinden af Elfriede Jelinek
273
2005
87-7973-124-4
Die Klaverspielerin
Erika Kohut er 35 år, konservatorieuddannet pianist med mislykket karriere og en deraf følgende voldsomt skuffet mor, som ellers havde umådelige ambitioner på datterens vegne.
Erika bor stadig hjemme, hun lader sig fuldstændigt kontrollere, som var hun et lille barn, af den fornærede og hæmningsløst grænseoverskridende mor. Mor og datter deler tilmed seng – faderen er for længst blevet fortrængt til et psykiatrisk plejehjem.
De to kvinder lever et meget velordnet, struktureret og isoleret liv. Alle dage ligner hinanden. Men en dag bryder klavereleven Klemmer ind i deres velordnede tilværelse. Den unge atletiske sportsudøver og ingeniørstuderende betages af den langt ældre lærerinde, forguder hende næsten og hans tilnærmelser sker kun langsomt, fuld af forventningens sødme.
Erika er imidlertid slet ikke i stand til indgå i et følelsesmæssigt tæt forhold. Hendes mest intime kontakt til andre mennesker baserer sig på voyeurisme, hun går til porno-peep-shows og udspionerer elskende par i parken med natkikkert. Hun har, kraftigt hjulpet af sin mor, holdt sin egen seksualitet i kort snor gennem hele livet. Da den endelig bryder igennem, er det en fuldstændig desorienteret seksualitet. Selv om Erika kan drømme om prinsen på den hvide hest, er hendes lyster præget af den sadisme og masochisme, som, til trods for at den ikke udtrykkes specifikt seksuelt, er selve essensen af forholdet til hendes dominerende mor.
Så da hun til sidst åbner op overfor Klemmers tilnærmelser er hendes forventninger til forholdet uendelig langt fra studentens romantiske forestillinger. Og det får fatale konsekvenser..
Jeg har set “Spillelærerinden” udlagt som et kønspolitisk angreb på et mandsdomineret samfundssystem og fred være med dem, som finder det interessant. Personligt ser jeg en kvinde, som er blevet forkvaklet af sin isolerede opvækst med en patologisk kontrollerende mor. Ikke en pylrende hønemor, som forsøger at beskytte sit afkom mod en brutal omverden; men et egoistisk, ambitiøs og undertrykkende menneske, som ikke tillader sin datter nogen selvstændighed.
Elfriede Jelinek modtog under stort ståhej Nobelprisen i litteratur i 2004 – til forargelse for mange, som fandt hende voldsomt anstødelig. Men op i røveren med deres småborgerlige moral. Jelinik er nemlig ikke en smudsforfatter, hun er tværtimod modig, ærlig og yderst velformuleret.
