Sommerfuglens stemme af Benjamin Koppel

”Når et menneske dør, er sommerfuglen det hylster, som sjælen flyver bort fra kroppen i.” (s. 326)

I Benjamin Koppels seneste roman slås sommerfugletemaet an flere steder i en stort anlagt fortælling om sårede sjæle og om at miste evnen til at elske.

Vi følger sangeren og musikeren Alexander Koppelmann, som har en dyb interesse for musik og hører den klinge selv i et regnvejr. Trods dette lever han et overfladisk liv i København med fester og stoffer. Han er med i et band, der spiller til talentshows – men føler i stigende grad, at han spilder sit eget talent. Samtidig prøver han at få et barn med kæresten Gry, som går i fertilitetsbehandling, og som vil have ham til at holde sig fra druk og stoffer. Han forsøger, men tingene hænger ikke rigtig sammen for Alexander. Han er fanget i et usundt forhold til sin dominerende mor, Lillian, og undrer sig over sin egen manglende evne til at sætte grænser og få styr på sit liv.

I et parallelt handlingsspor får vi beretningen om hans mormor Ruth Koppelmann, der i sin tid var en dygtig sangerinde. Hun opholder sig på et plejehjem i New York – afskåret fra familien i Danmark – og Alexander har aldrig kendt hende. Da han finder nogle gamle kassettebånd, hvor hun har indtalt sin historie, begynder slægtens hemmeligheder at komme for dagens lys.

Som ung jødisk kunstner med en spirende solistkarriere sendes Ruth i 1943 til koncentrationslejren Theresienstadt sammen med sin far, der er modstandsmand. Beretningen om hendes lidelser her lægger sig i slipstrømmen af mange andre beretninger fra den tid – og er i den forstand velkendte – men de er ikke desto mindre livsomstyrtende og traumatiserende, også for den efterfølgende slægt.

Overraskende for mig var det at læse, at det i lejren lykkes at opretholde en form for kulturliv. Der er synagoge, foredrag og teaterforening, og blandt fangerne er flere store komponister – og en dirigent, som skaffer instrumenter og starter et orkester. Desværre mister orkesteret konstant medlemmer, som dør eller blev deporteret. Ruth, som til daglig må arbejde med at bryde glas i ”Glimmerværket”, overlever på musikken – eller på mindet om den:

”Al den musik, jeg havde lært at kende, lært at elske, lød uden ophold for mit indre øre… (…)… jeg smilede ad musikken, vidste at den ville overleve. Og vidste at jeg ville overleve med den.” (s.220)

Uden at afsløre for meget står det klart, at Alexander ved at lytte til Ruths historie kommer på sporet af, hvem han selv er, og hvad han er rundet af – og forstår, at musikken må og skal have en større og dybere plads i hans eget liv.

Ruths fortælling er klart den stærkeste del af romanen og rummer stof til et filmmanuskript. Svagere står fortællingen om Alexander, der med sin overfladiske livsstil og manglende grænser er svær at komme under huden på. Mod romanens slutning, hvor han begynder at krakelere, kommer man tættere på ham – men den ellers så gribende fortælling undgår desværre ikke helt det klicheprægede.

Romanen skal fremhæves for at arbejde med væsentlige temaer som tilgivelse, forsoning og helbredelse af traumer på tværs af generationer. Der drages indhold ud af smertefulde og i sig selv meningsløse erfaringer og gives håb for fremtiden. Og Ruth Koppelmann, som havde mistet evnen til at elske, får gennem sin fortælling – og barnebarnets lyttende øre – en stemme.

Benjamin Koppel har tidligere udgivet romanen Annas Bog, som handler om en anden gren af den musikalske Koppelmannslægt. Begge bøger er inspireret af sande historier.

lån bogen på biblioteket