0 kommentarer

Sommerfuglen og stormen af Walter Lucius

af d. 14. januar 2022
Info
 
Sideantal

531

Udgivet

2017

ISBN

978 87 71808 44 5

Originaltitel

De vinder en de storm - oversat af Birthe Lundsgaard

Udgave

1. udgave

 

”Sommerfuglen og stormen” er første bog i serien om journalisten Farah Hafez og er en hæsblæsende kompliceret thriller…” – lyder et uddrag af bagsideteksten; mere præcist kan dét næppe formuleres. Lad os tilføje ‘prisbelønnet’ og ‘international bestseller’, så har vi rammen om en anmeldelse.

‘Hæsblæsende’ er en mild underdrivelse. Vi taler om væg til væg-action, lige fra den spæde begyndelse, hvor en lille afghansk dreng udmajet i sminke og kvindeklæder i vild panik flygter gennem en hollandsk skov lige ud på en vej, hvor han bliver ramt af en bil – til slutningen, hvor fr. Hafez er ufrivillig hovedperson i et sprængfarligt terrordrama i Moskva.

Farah Hafez er en überlækker, kampsportstrænet eksilafghaner med appetit på sex, vilde ridt i sin seje Porsche Carrera og et bankende varmt hjerte for de mindre privilegerede på samfundets bund.

Som idealistisk journalist må hun naturligvis finde hoved og hale på sagen om sin flugtbilistramte unge landsmand, der ligger i kunstig koma bogen igennem. Og det er artige sager, hun graver frem – delvis i samarbejde med den flotte kriminalassistent Joshua Calvino, som bebor en laber husbåd i Amsterdams pittoreske vande.

Det handler om pædofili på højt niveau, men også om kunst for millioner, gas for milliarder, lyssky internationale studehandler med iskolde russere i hovedrollerne – og om “forrådte idealer og om at miste dem, man elsker” (bagsiden igen).

‘Kompliceret thriller’ er ligeledes en mild underdrivelse. Bogen har et vildtvoksende persongalleri, der kommer myldrende fra hele verden. I en nøglescene mødes næsten alle sammen HELT TILFÆLDIGT i den vildeste trafikulykke, komplet med eksplosioner, snigmord og blodrød regn.

Kan man sluge den slags tilfælde uden at kløjes i dem, så skal “Sommerfuglen og Stormen” varmt anbefales som en effektiv pageturner, der snildt kører om kap med lækkermåsen Hafez’ lavtflyvende Porsche. Hvis Walter Lucius får solgt bogen til en kapitalstærk B-filmproducent, skal det være ham vel undt.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter