Som stjerner på himlen af Jennifer Niven

En historie der skal forestille at handle ret meget om død viste sig derimod at handle utrolig meget om livet. Finch lever et besværligt liv hvor han ikke rigtig kan få hjælp til at håndtere de tanker der bliver ved med at invadere hans hoved og han skejer derfor ud på de mest mærkværdige måder. Imens er der Violet som lever som en levende død efter søsterens død for nogle måneder siden. På mystisk vis krydses deres veje og pludselig begynder en rejse der skal ændre begge deres liv – om det er for det bedre eller værre vil kun tiden vise.

Sproget og karaktererne udtrykker tydeligt at det er en ungdomsbog, men alligevel blev jeg fanget af historien og ikke mindst Finch og Violets historier, selvom jeg i hvert fald har mindst 10 år mere erfaring og livshistorie at trække på, dog intet i forhold til hvad de to har været ude for. I starten gik Finch mig lidt på nerverne, men langsomt overvandt hans humor mig og hans tilgang til tilværelsen blev pludselig underholdende på sin egen skæve måde. Selvom Finch var spøjs gik der ikke lang tid før jeg begyndte at synes utrolig godt om ham. Violet tog det lidt tid med, for i starten var hun noget af en push-over og manglede en hel del rygrad. Som historien skred frem kom der dog mere liv i hende, og pludselig så jeg en karakter i hende, og jeg begyndte at føle med hende også.

Det er jo et meget alvorligt emne som bogen behandler – døden, men jeg syntes den gør det ganske fint. Den lægger ikke nødvendigvis skjul på noget, men den siger heller ikke det hele direkte og det syntes jeg er passende. For det er sjældent man taler direkte om så alvorligt et emne uden at blive fuldstændig ødelagt. Alligevel formår bogen at behandle emnet på så seriøs og følsom en facon at man ikke nødvendigvis lægger direkte mærke til det. Det er et emne som meget få mennesker ”tør” at tale om, og det syntes jeg er vigtigt med denne bog. For hvis vi ikke snakker om det kan det være vi ender som Violet eller Finch – dermed ikke sagt at det er dårlige eksempler, men for dem har det netop været ikke at snakke om det der bragte dem til toppen af det vandtårn, og det var først da de næsten tvang hinanden til at snakke om tingene at de kunne udvikle sig.

Det er længe siden jeg har grædt sådan til en bog, selv efter jeg havde vendt den sidste side tudbrølede jeg stadig i godt og vel 5 minutter. Jeg tror det der påvirkede mig mest var forfatterens eget efterord, der fortæller så godt hvorfor det var vigtigt at skrive den her bog.

Lån bogen på bibliotek.dk