430
2015
978-87-85092-51-9, 978-87-85092-44-1
Mari er politisk reporter i Stockholm, et job hun elsker over alt på jorden. Hun elsker at lave dybdeborende reportager, og er da derfor bestemt heller ikke tilfreds, da hun sendes til et pressemøde om ulve ved den kendte ulveforker Mats. Men journalistikken må hurtigt lægges på hylden. Maris samiske morfar er blevet alvorligt syg, og Mari bliver i al hast nødt til at forlade Stockholm, jobbet, veninderne og kæresten, og skynde sig til Lappland. I Stockholm betød Maris samiske rødder ikke meget for hende, men i Lappland, omgivet af naturen og kulturen, genfinder Mari langsomt glæden og stoltheden over sine rødder. Og hele tiden udskydes afrejsen tilbage til Stockholm.
Mats har brug for forandring. Han har udlængsel og vil væk fra sin forskerstilling som ulveekspert. Og arven fra den nyligt afdøde far gør det muligt blot at pakke sammen, og tage af sted. Ud i naturen. Mats har brug for at komme væk fra andre mennesker, og skaber sig derfor en lejrplads midt i den svenske ødemark, med en ravn og en ulveflok som eneste selskab. Tiden i ødemarken giver han tid til fordybelse, og ændrer Mats syn på både naturen og sig selv.
Man fornemmer, at forfatteren har lagt et stort arbejde i at undersøge både den samiske kultur og den svenske natur grundigt for at kunne skabe denne bog. Mange problemstillinger vedrørende både natur- og kulturarv fremsættes, og belyses fra flere vinkler på en rigtig fin måde. Som naturinteresseret fandt jeg dette dilemma spændende, men tror bestemt også at folk med mindre interesse i naturen vil få noget ud af bogen, da alle dens natur- og kulturbeskrivelser har en betydning i forhold til historiens gang. Man får lyst til at pakke et telt og en rygsæk og tage ud i den svenske natur af at læse alle de smukke naturbeskrivelser! At der dog også er talende ulve og minimennesker med er lidt spøjst, og noget man lige skal acceptere. Bogen, der ellers er velskrevet, er første del af en trilogi.