0 kommentarer

Snask af Daniel Dencik

af d. 28. februar 2021
Info
 
Sideantal

368

Udgivet

2021

ISBN

978 87 400 5981 6

Udgave

1. udgave

 

“Snask” er en mildest talt velresearchet bog om, hvordan livet som fandenivoldsk filmmager kunne forme sig for en berømt guldaldermalers purunge efterkommer lige nu.

Som sin salig forfader, Christen Købke, har Alicia et skarpt blik for det store i det små. Alicia skaber original filmkunst ud af hackeres stjålne blikke ind i andre mennesker liv: “Det, ingen må se, vores allesammens snask.”

Filmgiganten Amazon får øjnene op for Alicia, der skrotter den indskrænkede filmskole i København til fordel for luksusvilla med havudsigt, egen Tesla og en hær af hjælpere i Hollywood. Hun vinder straks to priser ved den prestigiøse Sundance Film Festival; the sky is the limit.

Uvist af hvilken årsag (forfatteren forklarer det dårligt) inviterer Alicia en tidligere taberkæreste til at besøge sig. Trevor er ældre end hendes mor, han er hærget, fordrukken, ukreativ, en menneskelig deroute. Og gør straks den 19-årige pige gravid.

Mens Alicias gryende karriere er rimeligt underholdende beskrevet, på den ugebladsagtige måde, er det uforståelige forhold til Trevor, “hendes tøffelhelt af en mand”, det modsatte. Kors, hvor er han kedelig.

Man tror simpelt hen ikke på, at en smuk, sjov, lynende visionær filmkomet skulle fravælge en eksplosiv karriere i Hollywood til fordel for en halvgammel dødbider og en langgaber af en fødsel i et rødstrømpekollektiv ved Limfjorden.

Sidste halvdel af ”Snask” udspilles som et new age-agtigt ophold på Samoa uden sammenhæng med indledningen. Men lad det nu ligge og lad os i stedet fokusere på Daniel Denciks brug af Google i denne hans niende bog.

Dencik har nemlig en meget markant uvane med at researche alting og videregive den indhøstede leksikale viden helt ufordøjet til sine sagesløse læsere. Foredrag følger på foredrag følger på foredrag. Eksemplerne er talløse; lad os nøjes med et enkelt:

”Tonemestrene [kan] ved hjælp af dyre plug-in filtrere de uønskede dele af lydbilledet fra. Der er altid en masse skrammer og fejl med optagelyden, men med iZotop RX9 og funktionerne Dialoque Isolate, Mouth De-click, Breath Control samt ikke mindst Spectral Repair kan man få den ujævne og klippede dialog til at lyde cool, dyr og egal.”

Undskyld, er der en redaktør til stede? Og hvor var redaktøren henne, mens Dencik listede følgende visdomsord ind i en ualmindeligt usammenhængende og sjusket roman:

“Han troede på, at enhver var sin egen lykkes smed, og man skulle smede, mens jernet var varmt, og hvis jernet aldrig blev varmt, måtte man gå til stålet.”

Bogens titel bliver beklageligvis en selvopfyldende profeti.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter