En suite af Klaus Rød Frederiksen

“Vi får en lindrende super slowmotion af et øje, der går fra åbent og fokuseret til ufokuseret og lukket. Et blink med andre ord. Et kortvarigt mørke, hvori Howard også forsvinder. Vi vil gerne gøre hvert møde til en tanke om tid, hver scene til filmens omdrejningspunkt. Hver. Eneste. Scene. Punkt.”

Klaus Rød Frederiksens syrede roman “En suite” skildrer ifølge bagsideteksten –

“… et filmholds koncentrerede arbejde med at skabe en postmoderne film.”

Denne beskrivelse må den sagesløse læser så tage for gode varer. Jeg ville aldrig selv have turdet gætte på, hvad de 250 fragmentariske sider handler om.

For mig at se er der tale om en lang række drømmeagtige tableauer – de fleste hverdagslignende, enkelte eksplicit pornografiske, nogle få blodsprøjtende horroragtige – hvor perspektivet på få linjer skifter fra det udefra betragtende øje (kameravinkel?) til det personligt registrerende; fra tredje person ental til første person ental.

“Scenen falder på plads i et mix af erotik og blodspættet melankoli, uden helt at tilfredsstille os.”

“En suite” er ét langt formeksperiment, som måske vil være begribeligt og endog spændende for en læser på hallucinerende stoffer – eller en ekstraordinært ambitiøs litteraturstuderende – men som for selv en trænet læser som undertegnede er uendeligt anstrengende at få hoved og hale i.

Et decideret handlingsreferat er derfor umuligt at udkrystallisere, beklager.

“Det er billedskruende vanvid … Vingebåret hvid støj.”

Prætentiøs er så grimt et begreb at bruge, og det er vel heller ikke retfærdigt – Klaus Rød Frederiksen, der til dagligt underholder som gymnasielærer, er givetvis blot en munter og mere end almindeligt sexglad gut, der holder af at eksperimentere med form og indhold.

“Smeltende prøvebilleder. Smattede linser. Normativ grød.”

Lån bogen på biblioteket