Nøglebarn af Morten Pape

Hvis vi ser tilbage på Morten Papes debutroman, Planen, er det tydeligt, hvorfor den fik så meget opmærksomhed, modtog priser – og en smule kritik.

I Planen blev vi inviteret ind i Mortens verden, hvor han skildrede sin opvækst i Urbanplanen: en barndom med en maniodepressiv mor og en far, der svigtede sine børn. Men hvad skete der bagefter?

Har faren nogensinde læst bogen, hvor han blev fremstillet så direkte? Og vigtigere endnu: Hvordan kunne han forlade sine børn? Og hvad fik ham til at sætte sig selv før sin familie?

I sin nye roman, Nøglebarn (med en forside i samme stil som Planen, som jeg er stor fan af)), graver Morten Pape dybere. Her spoler han tiden tilbage gennem tre generationer: til faren, farfaren og oldefaren. Han undersøger, hvordan farens liv blev formet af svigt og skuffelser, der har hobet sig op gennem årene. Det er historien om en ung mand, der aldrig kunne leve op til de forventninger, der blev lagt på ham.

Men det, der rører mest i Nøglebarn, er Mortens evne til at skildre den usynlige arv, der gives videre fra generation til generation – ofte uden at nogen opdager det.

Bogen begynder med, at Morten holder et foredrag om Planen. Tilbage i Urbanplanen, som ser helt anderledes ud nu, tikker der pludselig en besked fra selveste Ole Pape, (Mortens far). En følelse af både nysgerrighed og frygt rammer Morten. Beskeden har titlen Til mine børn. Hvad står der i den? Og hvordan reagerer Morten på den?

Det kan du finde ud af i Nøglebarn. En rørende og fantastisk fortælling fra en forfatter, der bærer på meget og formår at sætte det hele i ord på en virkelig stærk måde. For selvom Morten sagde, at han aldrig ville skrive noget personligt mere igen, kan han afslører at “..brønden er ikke tømt, vandet er giftigt, livet er kontamineret.”
OG historien slutter ikke her – Nøglebarn er nemlig første bind i et tobindsværk om Mortens familiehistorie.

And the saga continues, som man siger.

LÆS LÆS LÆS!

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket