Ravnens rede af Leif Davidsen

Efter sigende skulle “Ravnens rede” være en gotisk spændingsroman. Altså en roman der indeholder både uhygge og romantik, det overnaturlige, slotte, mørke, død, galskab osv. Og “Ravnens rede” har det hele, selv om den overnaturlige del kun fylder ganske få sætninger, og virker temmelig malplaceret.

Susanne Carlsen har desperat brug for at tjene penge. Den nyskilte freelancejournalist er løbet tør for arbejdsopgaver – og er ikke længere helt ung. Da den danske rigmand Erling Skjold inviterer hende til sit slot i Frankrig for at skrive hans biografi, takker Susanne hurtigt ja, selvom tilbuddet næsten er for godt til at være sandt.

Kort efter sin ankomst til Frankrig bliver Susanne kontaktet af en mand fra den franske efterretningstjeneste, der har foruroligende oplysninger om Erling Skjold. Uhyggen stiger i takt med at Susanne forsigtigt begynder at udforske det afsides og mystiske slot Ravnens Rede i et forsøg på at afsløre både rigmandens og slottets hemmeligheder.

Som altid skriver Leif Davidsen godt. Sproget er levende og finurligt, og han fortæller sin uhyggelige historie på en ret hyggelig måde. Davidsen er en dygtig forfatter af kriminal- og spændingsromaner, men jeg vil ikke anbefale ham at fortsætte med det gotiske. Davidsen kan godt skrue et spændende plot sammen, men en gotisk fortælling skal altså ikke skrives på samme måde som en spionroman i koldkrigstidens Rusland. Det fungerer ikke rigtigt.

At historien overordnet set ikke er troværdig i sammenligning med Davidsens øvrige værker, er ikke noget problem. Genren indbyder ikke til at det skal være troværdigt. Det skal være underholdende og uhyggeligt, og det med underholdningen fungerer fint. Uhyggeligt … ikke så meget.

Alt i alt var “Ravnens rede” ikke lige min kop te, men det skal dog ikke afholde mig fra at beundre Leif Davidsens forsøg på at bevæge sig ud i ukendt land. Det er forfriskende når forfattere bevæger sig ud af deres comfort-zone og går nye veje. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke, men alene det at turde, må man tage hatten af for. Jeg håber at Davidsen en anden gang vil bevæge sig ud på gyngende grund, men også at han lader skrivestilen matche det han skriver. I “Ravnens rede” føler jeg meget at han har taget sin gode gamle spion-pen med ind i en ny verden, og det er mest der den halter. Det bliver bare aldrig uhyggeligt nok. Det bliver sjovt og spændende, som altid når Davidsen skriver, men der mangler det der element af uhygge der lægges op til og som skaber en god gotisk roman.

Selv om bogen overordnet set ikke hører til blandt Davidsens perler, og selv om den ikke bliver hængende i hovedet længere end til sidste side er vendt, var jeg trods alt godt underholdt de timer det tog at læse den.

Lån bogen på Bibliotek.dk