Mr. Et af Jens Lapidus

Mr. Et er fjerde bind i Jens Lapidus’ serie om advokaten Emilie og gangsteren Teddy.
De øvrige bind hedder: VIP-rummet, Stockholm-delete og Top-dog.
Dele af serien er filmatiseret som serie på Netflix.

Teddy er blevet far. Hans søns mor, advokaten Emilie, nægter at lade Teddy se barnet, hvis han ikke vælger den rette vej. Teddy prøver virkelig. Han går endda så vidt, at han indvilliger i at blive kilde for politiet. Desværre er der andre, der er i samme position og det besværliggør Teddys situation en hel del. Og ikke nok med det, en korrupt politimand, der retfærdiggør sine metoder med målet, at komme så mange kriminelle som muligt bag tremme, har ikke lyst til at Teddy skal kunne videreformidle sine opdagelser.

Teddys situation er mildest talt mere lort end lagkage. Den omtalte politimand, Gabriel, ånder ham i nakken: “De havde haft fuldstændig styr på Karim, Teddy og de andre, men de måtte have overset en. Det var en katestrofe, at Karim var flygtet i en af lastbilerne – for hans eget vedkommende var det en endnu større katestrofe, at Teddy var sluppet væk.”

Teddys tidligere ven og samarbejdspartner, Mr. Et, Isak Nimrod, vil gerne trække sig tilbage og blive legit, Teddy har samme ønske. Men det er svært, når politiet ikke tager udmeldingerne seriøst, og overlader gangstermarkedet til unge, ekstremt voldsparate mennesker, der sådan set er helt ligeglade med, hvem de skyder på.

Kapitlerne i Mr. Et har forskellige fortællere, hvilket fungerer rigtig fint. Den røde tråd skabes af handlingen, men som læser er du alligevel nødt til at holde tungen lige i munden. Snebolden ruller afsted i et hæsblæsende tempo og snart har vi en regulær lavine. Der er en vis determinisme over Teddys skæbne. Emilie mener, at det handler om, hvilken vej han vælger, men spørgsmålet er, om han reelt har et valg i et Sverige, hvor det kan være umuligt at finde sin plads og bryde ud af gamle mønstre.

Nogle anmeldere  mener, at Jens Lapidus’ store force er hans evne til at skabe et sympatisk billede af selv den værste skurk. For så vidt angår den unge, voldsparate generation er jeg ikke enig i den betragtning, men Teddy og Isak Nimrod, den ældre generations repræsentanter, er deltaljerede og sympatisk beskrevet, og det er vanskeligt ikke at have en smule ondt af dem.

Lån bogen på biblioteket