På alle fire af Miranda July

Hovedpersonen i på alle fire er en halvkendt kunstner, der ikke har lavet noget af kunstnerisk betydning i de sidste mange år. Hun er 45 år GAMMEL og lever i et ægteskab med Harris og sit non-binære barn, Sam. Harris og fortælleren er til fest og Harris for taler om en teori han har; Der er folk, der kører og folk, der parkerer.
“”De, der Kører, er i stand til at holde fokus og engagement, selv når livet er kedeligt. De har ikke brug for at blive hyldet for hver lille ting”… “På den anden side har vi dem, der Parkerer -” Han så over på mig “-som har brug for en afgrænset opgave, der fremstår umulig, noget, der kræver alt deres fokus, og som de måske kan blive hyldet for.””
Det er tydeligt, at Harris mener, at vores fortæller er en, der Parkerer og derfor ikke vil være i stand til at køre tværs over landet. Oprørt beslutter hun sig for at køre, og går straks i gang med at planlægge. Mand og barn støtter op, dagen oprinder, og den næsten glemte kunstner sætter sig i bilen. Men hun kommer ikke langt. På en nærliggende tankstation står Davey og vasker bilruder. Hun bliver øjeblikkeligt betaget og bliver i området, på et snusket motel på værelse 321. Værelset transformerer hun med hjælp fra Daveys kone Claire, som er indretningsarkitekt.  På værelsesnummer 321 er der givetvis en nedtælling i gang. Vores 45-årige kunstner tæller ned til at hendes hede sexfantasier om Davey bliver til virkelighed. Davey er dog tro mod sin kone, og nøjes med at danse for hende.

imens hun drømmer, fantasier og gemmer sig på hotellet snakker hun med sin bedste veninden Jordi om overgangsalder, østrogen niveauer, fantasier, glemsel og begær.

Jordi har lavet en skulptur, som hun kalder På alle fire, den mest stabile af alle stillinger. Vores hovedperson har trods utallige besøg i hjemmet, også under tilblivelsen af værket, slet ikke lagt mærke til den, og det er måske symptomatisk for mange af karaktererne i bogen. De har hovedet så langt oppe i deres eget bagdel, at de trods forestillinger om egne fortræffeligheder slet ikke ænser, hvad der foregår lige foran næsen på dem. Hovedpersonen siger selv: “Jeg var ret god til at få andre mennesker til at mødes med mig inde i mit hoved, men i sidste ende var der ikke nogen, der havde lyst til at blive der.” Og det kan jeg godt forstå. For på sin vis er netop denne kvinde mest optaget, af det, der sker i hendes eget hoved. Hun inviterer gerne folk ind, men tager yderst sjældent på genbesøg i andres universer / hoveder.

Jeg kan læse mig til, at På alle fire var the talk of the town da den udkom. Snakken foregik på nettet, hvor der var oprettet flere gruppechats med det ene formål at diskutere bogen. Måske mangler der bøger om kvinder i overgangsalderen. Personligt havde jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg syntes om På alle fire. Jovist, der er mange relevante betragtninger i bogen, hovedpersonen er yderst troværdigt portrætteret, måske fylder hendes seksuelle fantasier bare for meget efter min smag.

Lån bogen på biblioteket