268
2017
97887793383241
1. udgave, 1. oplag
Forfatteren Wenche Thinnesen Vogtmann udgav tidligere i 2017 sin tredje bog, en novellesamling, der har fået titlen ”Os imellem”. Og hvilken novellesamling ! Der er tale om benhårdt socialrealistisk materiale, der gjorde et meget stort indtryk på denne læser.
Bogens første novelle hedder ”Frihedens indsnævring” og handler om en kvinde, der gennem længere tid er blevet massivt stalket af en ekskæreste. Polititilhold har intet hjulpet, kvinden bombarderes dagligt med flere hundrede sms-beskeder, telefonopkald på alle tider af døgnet, en evindelig ringen på dørene og en syg stodder, der står nede på gaden og spejder op mod lejlighedens vinduer. Novellen er en fortælling om hvordan hverdagen ser ud for den, der er offer for intensiv stalking og om hvordan stalking påvirker menneskets psyke. Det er meget skræmmende læsning, men også en meget præcis og ærlig beskrivelse af de psykiske gener offeret påføres når en person bevidst vælger at invadere et andet menneskes privatliv.
Tredje novelle hedder ”Vejen imellem” og handler om en voksen kvinde, der har været udsat for massivt omsorgssvigt og grove seksuelle krænkelser gennem hele barndommen. Hun har intet arbejde, men bruger dagene på at sidde i vindueskarmen og bappe smøger mens hun kigger på en jævnaldrende mand, der arbejder i kontorbygningen overfor hendes lejlighed. Hun forestiller sig hvordan hans liv er og bilder sig selv ind, at hun ikke har noget at leve for – og derfor går hun i gang med at planlægge sit eget selvmord mens livet går videre i kontoret på den anden side af gaden.
”Os imellem” er en samling socialrealistiske noveller.
Fortællingerne har det tilfælles, at de handler om almindelige menneskers liv, men også, at novellernes hovedpersoner alle møder – eller har mødt – mennesker, der får meget stor betydning i hovedpersonernes liv. Møder, der ofte ender med at ændre hovedpersonernes liv selvom disse hovedpersoner ikke kunnet have forestille sig en forandring af de vilkår de hver især lever under.
”Os imellem” er en af de bedste novellesamlinger jeg længe har læst.
Novellerne gør ondt at læse fordi de er så barske, men fortællingerne er samtidigt meget overbevisende og viser med al tydelighed, at forfatteren både har et godt menneskekendskab, et stort talent for at skrive samt for at skrue en god historie sammen.
”Os imellem” er en vanvittig god bog, der ikke kan anbefales nok. Er du til socialrealisme og gode personportrætter vil du elske denne bog, der vil gøre indtryk på enhver læser.