Og vi kom over havet af Julia Otsuka

En gruppe japanske kvinder er i 1919 på vej med skib til Amerika for at møde deres kommende ægtemænd, som de indtil nu kun har set på et foto. Fotos af de flotte mænd og deres smukke breve får kvinderne til at drømme om et nyt liv, hvor de skal være fruer med hus og have. Men virkeligheden er en helt anden. Billederne er mindst 20 år gamle, brevene er skrevet af professionelle skrivere med en smuk håndskrift og en evne til at formulere sig og besnære de giftelystne kvinder. Mændene er grove, voldsomme, fattige- ”Vores ægtemænd behandlede os som slaver”. Og ingen vil være deres venner, de behandles som andenrangs mennesker.

På den anden side har kvinderne heller ikke været helt ærlige – de fleste, men ikke alle, er unge jomfruer – en har efterladt et barn i Japan, en anden har mistet to ægtemænd, en er dansepige, som ”vidste alt hvad der var værd at vide om mænd”. Den yngste er 12 – den ældste 37. Spænding, blandet med frygt for det nye liv, fylder kvindernes tanker og samtaler under rejsen.

I virkeligheden venter der kvinderne et hårdt liv, lange arbejdsdage i marken og fattige kår. De fleste af kvinderne affinder sig med skæbnen. Arbejder hårdt, føder børn, opvarter de rige, for hvem de er usynlige tjenende ånder.

Det, der gør denne bog unik og fantastisk, er, at den fortæller alle kvindernes og senere børnenes historie under ét, som en fælles historie, en opremsning af kvindernes/børnenes liv og skæbne. De bliver på den måde til en stor masse, hvor individet ikke kan skelnes fra gruppen. Måske et symbol på de leveregler kvinderne har med hjemmefra: ”En pige må kunne gå i et med et rum: Hun må kunne være til stede uden at mærkes”. ”Hold om din tekop med begge hænder, undgå solens stråler, sig aldrig mere end nødvendigt.”
Måske også som et billede på, hvordan de blev opfattet af deres nye naboer: ”Da den først frost kommer, begynder deres ansigter at flyde sammen og blive udviskede i vores erindring. Vi begynder at have svært ved at huske deres navne.” ”Havde de ikke alle sammen sort hår?”

Det er mange kvinders og børns fortælling, som er flettet sammen i denne lille bog – hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt. Det er en smertelig historie om triste skæbner, kvinder der er rykket op og flyttet til en helt anden kultur, langt fra familien. Om fremmedgørelsen fra deres egne børn, der er mere amerikanere end japanere – og endelig udstødelsen, forvisningen fra landsbyerne, da de stemples som forrædere i starten af 2. verdenskrig. Jeg kan varmt anbefale denne lille perle af en bog.

Lån bogen på bibliotek.dk