249
2014
978-87-93046-10-8
En virkelig velskrevet lille ting med et meget stort indhold. “Den sidste dag på jorden,” er trods alt et voldsomt emne, da det ikke bare handler om én enkelt persons sidste dag på jorden, men hele menneskehedens. Umiddelbart i hvert fald.
Ish (“det er mit navn, det kan man godt hedde”), arbejder på containerskibet Despina Mardana. Først som matros, og nu som vagt. Redderiet er gået konkurs, og Despina ligger bare i havn i New York, og venter på en køber. For at der ikke er nogen der skal rende med skibet, eller ødelægge det, er Ish altså ansat som vagt.
En dag trækker havet sig tilbage, og havnen bliver tørlagt. Kort tid efter kommer den – Bølgen. Den tsunami der udsletter alt og alle – bortset fra Ish og Despina. I et år driver han rundt på verdenshavene, fuldstændig alene. Det sidste menneske i verden. Indtil den dag hvor han bliver mødt af slæbebåde der bugserer Despina i havn i Århus. Ish installeres i en beboelsescontainer på havnen, og møder den psykologstuderende Eris (hendes far ønskede sig en dreng der skulle have heddet Erik, men måtte nøjes med en datter, som han så kaldte Eris). Sammen med hende går han verdens ende i møde, når den store bølge kommer. For det gør den. Det er der ingen tvivl om.
Morten Leth Jacobsen skriver i meget korte, og meget præcise sætninger. Ofte består sidernes afsnit blot af en enkelt eller to sætninger. Sproget er underfundigt underspillet, og det fungerer rigtig godt.
“Mens jeg sov, døde min verden.
Hele verden er lagt ned af en bølge.
Alting er skyllet bort, og kun havet er tilbage, havet har vundet over alt det lave land.
Sådan ser det ud, set her fra mit skib.
Despina Mardana driver for vind og bølger.
Hun er det højeste skrotobjekt i en flydende ø af skrammel. Mit skib er dødt, det har ingen maskinkraft, ingen strøm, ingen egen vilje, ingenting.
På skibet står jeg.”
Sådan starter fortællingen om “Den sidste dag på jorden”. En absolut anbefalelsesværdig beretning om liv og død, og om det der virkelig giver livet værdi.
(læst som e-bog)