Naiv. Super. af Erlend Loe

Med “Naiv. Super” har Erlend Loe skrevet en bog, der minder utroligt meget om hans øvrige værker, f.eks. “Doppler”.

Bogens hovedperson er en ung mand i midten af tyverne, der forsøger at finde ud af meningen med sit liv. Han har en god ven og en dårlig ven, og en bror, der ikke er alt for flink (især er broderen ikke flink når denne slår vores hovedperson i kroket, for det hører da ingen steder hjemme!).

Se f.eks. dette uddrag af en kroketkamp:

“Da min bror begyndte at kigge over mod busken, var det holdt op med at være sjovt allerede for flere minutter siden. Jeg kunne se, hvad han tænkte på…Han stod længe og sigtede over mod havens udkant…Så klinkede han min kugle ind i den store busk. Han klinkede den røde kugle rigtigt skidehamrende langt ind i busken..Der, hvor solen aldrig skinner…Min bror havde klinket mig, og nu lå min røde kugle inde under den store busk..Det er en af grundende til, at jeg tror, han måske inderst inde er mindre sympatisk end mig. Jeg ville ikke have slået ham ind i busken to gange. Én gang, ja. Men næppe to.”

Man følger bogens hovedperson når han fører lommefilosofiske samtaler med naboens lille dreng, Børre, når han er på rejse med sin mindre sympatiske bror i New York, når han sender og modtager diverse breve via fax til sin gode ven, hvor de bl.a. taler om hvilke ting, der begejstrede dem da de var børn og hvor mange forskellige dyr de har set i deres liv.

“Naiv. Super” er en underholdende bog, og Erlend Loe har en god humoristisk sans, der skinner igennem. Bogen fungerer sådan set også godt både sprogligt og emnemæsssigt, det der generer mig ved bogen er bare, at den i for høj grad lægger sig op af hans øvrige værker. Man sidder med fornemmelsen af, at når man har læst en bog af Erlend Loe, så har man læst dem alle sammen, og det er faktisk en skam, for Erlend Loe har faktisk talent for at skrive, og han har også noget på hjerte.

Lån bogen på bibliotek.dk