Nær og fjern af Dorrit Willumsen

I Dorrit Willumsens seneste roman “Nær og Fjern” følger vi 6 personer som i forskellig grad interagerer med hinanden. Har man læst andre af hendes bøger, er man forberedt på den lidt syrede fortællestil, som både er humoristisk og alvorlig.

Vi har ægteparret Lou (det unaturligt klæbende barn) og Michael, der bliver gift meget unge som følge af en graviditet. Michael banker en succesrig karriere igang, mens han forgæves forsøger at lære sin hustru standhaftighed overfor dørsælgere. Lou lever i sin egen parallelverden, hvor det er svært at mærke om svimmelheden kommer af lykke eller af nakkespændinger.

Så er der Bjarne, som er vild med fitness og har ADHD, dårlig smag i venner samt en stærk fascination af ispinde. Han er kæreste med Jeanette, som syr kjoler, er perfektionist, snobber opad og på sin side er dybt fascineret af – og udlever sine drømme igennem –  lystløgneren Mitzi, et sandt kaosbarn med hang til luksus.

Hanne er enlig mor til snart to og lidt af et rodehoved – med et ukendt antal ryghvirvler.

Fællesnævneren for personerne må være den manglende evne til at sige/vælge til og fra i deres liv og deres personlige relationer  – det er oftest nemmere at knytte bånd med kæledyr end med mennesker. Man lader sig flyde med strømmene de andre personer skaber, gemmer sig bag en dramatisk gestus og udviser lidt små(stor)-selvdestruktiv adfærd undervejs, som da Lou blander sig en tilfældig pillecocktail, fra sin pensionistmors yderst velassorterede medicinskab:

“I medicinskabet finder hun en lille plasticæske inddelt i fire rum med piller, og da hun sluger dem, synes hun, hun hører moderens stemme: For hjertet, for søvnen, for lykke, for afføring.” … …Hun ryster en halv snes piller ud i hånden. De ligner små grønne påskeæg, og hun sluger dem som konfekt.” side 85-86

De voksne og børnene er sjældent på bølgelængde, og hvorfor adressere problemerne, når man ligeså godt kan tage en sjus eller finde en lappeløsning:

“Lou havde kontokort og bil, og når hun kørte, blev børnene passet af tilfældige skolepiger. Somme tider var de kun ti eller elleve år. Ranke som blege lys sad de foran det tomme køleskab, og Michael vænnede sig til at have slik med hjem” Side 62

Forfatteren har i år rundet de 75, og jeg opfatter romanens budskab som noget i stil med, at følelser og intentioner ikke er nok, man må tage ansvar for/være bevidst om hvor strømmene bevæger sig hen, for én selv og de nærmeste – på trods af at et liv er for stort til én hjerne. Bogen er bestemt både tankevækkende og underholdende, men jeg blev lidt for irriteret på personerne til at engagere mig nok i dem; den karikerende ironi skabte for stor distance, og det trak lidt fra læseoplevelsen.

Lån bogen på Bibliotek.dk