154
2000
http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A42868892
Gunter Gerlach har ikke brugt tiden i Flensborg til almindeligheder.
Hans kriminalroman fra fjordbyen er flere lag af fiktion. Og en underfundig spændingshistorie om, hvem der egentlig tager fusen på hvem: Jeg-fortælleren og gæsten Jakob Vogelwart eller de indfødte flensborgere – nemlig danskeren Mette, hr. Petersen, hvis lejlighed han låner, eller Sabine, hvis lejlighed, Vogelwart bryder ind i.
Der er 15 afgørende sider i “Falsche Flensburger”, og de kommer efter Jakob Vogelwarts indbrud hos kvinden, han senere lærer at kende som Sabine. Siderne fyldes med det interessante spørgsmål: Hvem er Jakob Vogelwart egentlig – og hvordan er han i Sabines øjne?
Sabine kender ham, men han kender ikke hende. Og derfor famler han sig rundt i en verden, som om han havde hukommelsestab.
“Falsche Flensburger” falder helt uden for rammerne af tysk kriminallitteratur. Den er herlig umoralsk og humoristisk.
Gunter Gerlachs interesse i selve forbrydelsen er til at overse, og interessen i straf er der slet ikke. Derfor spiller politiet heller ingen rolle.
Pudsigt nok benytter forbryderen og forfatteren Vogelwart sig af arbejdsmetoder, der minder ikke så lidt om politiets.
Fra begyndelsen er forfatteren nødt til at gå balancegang. På den ene side skal han tilfredsstille gæstgivernes forventning om lidt lokalkolorit. Hamborg-forfatteren blev inviteret til Flensborg på byens regning på legatet »Krimistadtschreiber« i 2000.
På den anden side er han også nødt til at skrive en roman, der kan læses uden, at læseren har forhåndskendskab eller specielle forbindelser til byen.
Med humoren og de skæve vinkler må han være i stand til at ramme det udenbys publikum. Vel er der en del lokalkendte personligheder, Flensborg-læseren hurtigt genkender. Og mens Gunter Gerlachs alter ego, Jakob Vogelwart, er i byen, er bageovns-mordet på forsiden af aviserne sammen med historierne om et overfald i Nystaden og giftslangen, der dukker op på et værtshus.
I gæstens øjne er Flensborg altså fyldt med forbrydere.
“Falsche Flensburger” er en underholdende og overraskende kriminalroman. Men den læser, der forventer hårdkogt spænding, bliver skuffet.