112
2024
987-87-7232-271-1
Maria fra Magdala
1. udgave, 1. oplag
Bibelen indeholder mange historier og vi er vant til at de kommer i bogform. I børnebogform. I tegnefilm med mere. Og her er der så lavet en graphic novel som nok mest henvender sig til voksne. Den er mere dyster og viser nogen mørke sider af en kvindes liv, da hun hører stemmer, ser dæmoner og i det hele taget opfattes som uren. Hun er syg og hun vil gerne have hjælp. Desværre er falske profeter en ret almindelig ting, så hun bliver skuffet endnu engang. Men så kommer der en mand som de siger kan helbrede folk og han formår at hjælpe hende. Maria og hendes bror vælger derfor at følge denne såkaldte profet. Men det er svært at tro på at han virkelig er den ægte Jesus, for der er megen snak i krogene og da han selv nævner at nu skal han dø fordi de vil arrestere ham, så kræver det lige det ekstra at tro på hans virke.
Det er en speciel måde at fortælle en af de mange historier i Det Nye Testamente på, men det er meget indlevende og en smule uhyggeligt. Tegningerne er detaljerede og nogen er mere voldsomme end andre. Men det er også et flot værk samtidig. Dog vil jeg mene at man nok har størst glæde af at læse om Jesus genopstandelse i tegneserieform, hvis man i forvejen kender historien bare lidt. Hvis man er interesseret i den kristne tro eller bare nysgerrig deromkring.
Værket er som nævnt mere dystert end man nok lige forventer, men det giver jo til gengæld god mening, da det skal afspejle noget hårdt og barskt. Og de modsætninger der er i folks vilje til at tro men også til at håbe. Det er ganske godt ramt. Men ikke en tegneserie for alle.
Anmeldereksemplar.

