MuhameDANEREN af Tarek Omar

MuhameDANEREN er endnu en novellesamling om, hvordan det er at være dansker og bo i nutidens Danmark. Dog adskiller den sig glædeligt ved at være skrevet af én med anden etnisk baggrund end dansk og ved at have forskellige typer af indvandrere som hovedpersoner.
Det er altså små fortællinger om, hvordan livet i Danmark er for dem, der ikke er ‘født danske’, vi har med at gøre, og det er på mange måder rigtig spændende.

Novellerne er dog af og til lidt simple og grænser til det klichéfyldte. Som i novellen om oliventræet, der ikke kan blive accepteret af de grantræer, det er havnet blandt, og som åbenlyst er én stor intertekstuel reference til Andersens Grantræet.

Når det er sagt, har det været en stor fornøjelse at læse Omars debutbog. For mig er det så befriende at få en indsigt i, hvordan Ramadanen foregår, hvad en muslimsk teenagedreng har af følelser, hvordan en arabisk mand forsøger at blive dansker ved at hjælpe til i Oves pølsevogn osv., uden at jeg skal læse det i avisen eller i en fagbog.

Den virkelighed, vi får præsenteret, er alvorlig og fyldt med problemer, der går ud over ægteskab, venskab og livet i det hele taget. Samtidig er fortællingerne vældig humoristiske.
Nedenstående novelle bruger Klaus Rothstein som et eksempel på, at ‘bogen er forudsigelig og aldrig rigtig letter’, i sin anmeldelse:

“‘Siger du til mig, at du ikke ved, hvordan man river den af? Gokker den af? Går tur med pølsen?’
‘Hvad skal jeg rive af? Og hvilken pølse taler du om?’
‘Din pik, Ashraf.’
‘Av, jamen det har jeg ikke lyst til. Det lyder som noget, der gør ondt.’
Jeppe talte med en autoritet – som en, der havde enorm indsigt i emnet. Han fortalte mig, at det bare var en metafor for, hvad drenge gjorde, når de så pornofilm. ‘Du skal altså ikke rive din tissemand af, men gnide den frem og tilbage. Jeg kan sige dig, at det er sjovt’, sagde han.”

Det afslører sig selv, ikke sandt? Sproget er banalt og pointerne er – ja, også banale. Og sådan er det stort set hele vejen igennem i novellerne i MuhameDANEREN, der er baseret på gode viljer og dårligt sprog.”

Men novellen har et virkelig morsomt element, som Rothstein enten overser eller er ligeglad med; Jeppe, som er skolens helt og som har inviteret Ashraf hjem til hygge og overnatning, afslører hvorfor han er så god til tysk, ved at vise Ashraf en speciel film. Det viser sig nemlig, at yndlingens store tysktalent hverken skyldes en hemmelig fortid i Tyskland eller et skjult talent – det skyldes ganske enkelt at charmetrolden bruger en stor del af sin fritid på at se masser af tysk porno…. Måske lidt plat, men et ret morsomt twist, hvilket er noget, bogen ofte byder på.

Jeg synes, Tarek Omar fortjener at blive hørt, og håber at mange vil læse hans noveller, bruge dem til gymnasieundervisning og lignende.

Lån bogen på bibliotek.dk