0 kommentarer

Mørke af Torben Pedersen

af d. 15. oktober 2018
Info
 
Sideantal

439

Udgivet

2018

ISBN

9781985873667

Udgave

1. udgave

 

”Mørke” er en af den slags bøger, der ikke er helt let at beskrive, men som hellere bør opleves. Det var i hvert fald en stor oplevelse at læse science fiction værket.

Bogen er en fremtidsfortælling, ikke desto mindre begynder den i 1500 tallet med en usædvanlig heksebrænding. Heksen virker komplet uberørt af både tortur og sin efterfølgende død. Herefter springer vi ud i fremtiden, hvor vi hører om en gadeprædikant, der står på gadehjørnet med et skilt, hvor der hver dag er et nyt bogstav. Senere fortællingen om en mand der må søge psykolog, da han hører stemmer, og inden hovedhistorien begynder, får vi fortalt historien om firmaet, der opfinder en metode til at udnytte solens energi så effektivt, at problemerne omkring jordens energiforbrug er løst. Og så frigiver de i øvrigt teknologien, så alle kan få glæde af den.

I hovedhistorien følger vi pigen Kim, der er en usædvanlig og unik person. Intelligent, enspænder og uhyggelig god til at hacke. Og hun har i øvrigt også en usynlig ven.

Nå, og hvad så, tænker du? Ja, bogen skal altså opleves. Det er en stor fortælling i et stort univers. Den fremtid Torben Pedersen har skabt, er på samme tid både skræmmende og fascinerende. Biocomputeren er opfundet, og den bliver indsat i hjernen, så man er online hele tiden, eller kan fornemme en anden persons hormonniveau blot ved berøring, dele oplevelser og filer uden en fysisk pc.

Torben Pedersen skriver godt og fantasifuldt. De mystiske kapitler, der ser sporadiske og forskellige ud, giver mening senere i bogen, og det er en af den slags historier, som man får lyst til at genlæse, for bedre at forstå alle aspekter, hvis det er muligt.

Bogen virker nærmest hemmelig*. Den skal erhverves gennem Amazon, findes ikke på bibliotek.dk eller nogen danske boghandler, og det er virkelig ærgerligt, for den fortjener en bedre markedsføring og et større publikum. Bogens fysiske format er tæt på A4 størrelse, uden sidetal eller brug af orddelinger, og fyldt med slåfejl, men det overskygges altså af indholdet, der er overordentligt interessant. Det er en stor historie om menneskeheden og vores manglende evne til at se skoven for bare træer, dog uden de store løftede pegefingre på hver anden side. Slutningen er dyster men genial, og det er en bog der fortjener stor opmærksomhed.

Jeg vil sent glemme den sælsomme restaurant, med plads til blot én gæst. Eller kapitlerne med den uhyggeligt dygtige hacker, der desværre også har en temmelig uheldig lidelse.

Man skal have læst bogen, for at forstå følgende: Den giver læseren ustyrlig lyst til at drikke kaffe og af flere grunde burde den tildeles nul stjerner. Men den får fem, for det var en virkelig stor læseoplevelse.

En fremragende debut!

* 3/11-2018: Opfølgning: Bogen kan nu erhverves på bl.a. Saxo.com.

Bedømmelse
Karakter