128
2018
978-87-720-0406-8
1. udgave, 1. oplag
Det gamle udtryk, ‘at være på rette sted på rette tidspunkt’ materialiseres med omvendt fortegn i Julie Baduras lille roman ”Jeg elsker dig om femten år”.
Så smuk en titel, og så smukt et bogomslag kan man ikke sidde overhørig, og det er også en ganske fin fortælling, som Julie Badura lægger for læserens fødder, pakket ind i et handy format med et lækkert lamineret omslag.
Historien er ganske banal – en ung kvinde møder en ung mand og kærligheden blomstrer. Eller gør den? HAN forelsker sig i hende, hun nyder kærligheden og opmærksomheden, men er hun rigtig forelsket i ham? Forholdet holder ikke, de slår op og forsvinder ud af hinandens liv.
Femten år senere (så smukt, at Julie Badura skriver ”femten” og ikke”15”) mødes de igen med alle de ar, erfaringer og forhåbninger, som livet har givet dem. Nu er det HENDE, der forelsker sig i ham, og han nyder opmærksomheden og kærligheden.
Titlen ”Jeg elsker dig om femten år” fanger med ganske få ord romanens omdrejningspunkt, og det er med lige del glæde og smerte læseren overgiver sig til den ulykkelige kærlighedshistorie.
Bogen skifter mellem nutid og datid (femten år tidligere), og det sker glidende og poetisk, så læseren flyder med og alligevel så gerne vil, at den unge kvinde femten år tidligere forstod, hvad hun ville miste.
Sproget er poetisk og dragende, og på de ganske få sider kommer vi helt tæt på to menneskeskæbner. Flygtigt som når man passerer nogen på gaden: dér er de, og nu er de væk.
En dejlig fortælling, der sidder lidt fast i hjertekulen.