Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller af Sally Altschuler
158
2011
978-87-02-11398-3
1.
En tipoldefar, der kunne snakke med dyrene. En oldefar, hvis bedste ven var en direkte efterkommer af den gammeltestamentlige kæmpe Goliath. En grand-grand-onkel, der som dreng forfulgte „dibbuken“, kvarterets onde ånd. Og så en farfar, der prøvede kræfter med en af Guds engle.
Sådan en udsædvanlig familie kræver jo ligefrem, at man sætter sig ned og skriver en krønike om den. Det er det, Sally Altschuler, tipoldebarnet af dyrehviskeren, har gjort. Faktisk har han skrevet to familiekrøniker — en for voksne med titlen „En engel bag øret“ og en for børn med titlen „Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller“, som er baggrunden for denne anmeldelse.
Altschulers slægtsfortælling tager udgangspunkt i jødekvarteret omkring den hviderussiske landsby Antonovka i midten af 1800-tallet.
Her boede skovarbejderen Berel, som på en skøn forårsdag havde et livsforandrende møde med en bjørn. Efter denne skelsættende konfrontation kunne Berel forstå, hvad dyrene sagde, både hans trofaste hest og de høns, der skulle køres til slagteren.
I en anden episode fortæller Altschuler om Berels søn Baruch og hans venskab med lille Goliath. De to udgjorde et uadskilleligt makkerpar — på godt og ondt.
Så er der historien om oldefaren Moishe og grand-grand-onkel Mendel, der som drenge var modige nok til at forfølge Abbe-Hund, en dibbukagtig bølle, som terroriserede jødekvarteret sammen med politibetjenten. De to drenge finder frem til „dibbukens“ bopæl og til en uhyggelig forklaring på Abbe-Hunds opførsel.
Og så får vi fortællingen om Altschulers farfar, knaphulssyeren Feivel. Han havde en mystisk erfaring som dreng: En engel fortalte ham, at han ikke skulle være bange for at rejse ud i verden. Det var Feivel heller ikke — efter et ophold i Ukraine og planer om at udvandre til Argentina, havnede han endelig i København, hvor han slog sig ned og stiftede familie.
Sally Altschuler står for en fantastisk fortælle- og fabuleringskunst, som fanger læserens interesse fra den første side og ikke slipper den, før bogen er læst færdig. Altschuler skriver, at hans tipoldefar Berel var en virtuos fortæller, og at hans farmor og faster ligeledes havde evne til at fortælle gribende historier. Det talent er tydeligt gået i arv til ham selv. Hans slægtsfortælling kombinerer virkelighed med fantasi og er krydret med en god portion jiddisch humor.
Der findes ikke mange historier for børn, som fortæller om livet i de østeuropæiske jødiske landsbyer. Altschuler gør det på en tryllebindende måde: I forgrunden står en forrygende familiehistorie, baggrunden er det jødiske liv i zarens Rusland og Polen. De unge læsere — bogen er anbefalet fra 10 år — får altså en række fantasifulde historier og lærer samtidigt noget om jødiske traditioner.
