MAD – De største tegnere 1: Don Martin 1956-1965

Don Martins figurer er umulige at tage fejl af. Store næser, kæmpe firkantede hager og lange ansigter. Umiskendeligt. Ikke siden Storm P.’s vagabonder har en tegnet figur haft en så værdig holdning. Måske lige Wile E. Coyote – ulven fra de klassiske Roadrunner tegnefilm, og netop han har utrolig meget til fælles med Don Martins figurer. De bliver mast og lemlæstet uden at vi egentlig føler nogen forfærdelse, idet det er voldsomt overdrevet. Der er ingen tvivl om at Don Martin er stærkt inspireret af Gøg & Gokke. Det er ren slapstick. De i grotesk grad overraskende pointer tvinger læseren ud i ufrivillige konvulsive lårklaskende spasmer, til soundtracket af et ondt skurkegrin der kun hører hjemme på den lukkede. Hvor også flere af Don Martins jokes udspilles.

Tegneren har ikke nogen gennemgående hovedpersoner, men han har situationer som han vender tilbage til igen igen. Elevatorer, stenalderen og særligt glad synes han at være for operationsstuer, hvor man skal være meget glad for ikke at arbejde eller være under kniven.

Martins pointer vender altid tingene fuldstændig på hovedet, glem alt om Basserne, Hagar, Steen og Stoffer osv, humoren her er vild og G-R-O-T-E-S-K.

Desværre falder forlaget for fristelsen til at lade andre komme til orde, så kommentarer fra redaktører og MAD-bladets andre tegnere er spredt rundt i albummet. De kunne godt have været samlet til start eller slut, men det havde nok været lidt for meget af det gode, da det fylder en del. Et er at læseoplevelsen brydes op hver gang man kommer til en helside med en hilsen fra en kollega, noget andet at Don Martin af gode grunde ikke selv har en kommentar på sit arbejde, da han for længst er død.

Albummet er ‘Håndplukket og bikset sammen’. Ja, det kan mærkes, for albummet virker lettere kaotisk. Ikke at der er noget galt med materialet, men udvalget stritter i mange retninger, der naturligvis repræsenterer Don Martins arbejde fra 1956 til 1965. Men både udvalget og de nævnte hilsner fra alle de andre kan diskuteres. Hvorfor medtages ‘teksttunge’ genfortællinger af Robin Hood og Robinson Crusoe, der ikke hører til Martins bedste. Der er alt for meget overflødigt spild, se bare brugen af helsider til introduktion af hvert nyt årstal, samt genoptryk af MAD-forsider. Til sådan en luksusudgivelse skal det redaktionelle arbejde være lige i skabet. Ellers yder man ikke materialet den fornødne respekt.

Cobolt barsler til efteråret med næste bind der er udvalg af Sergio Aragonés bidrag til MAD-bladet. Dette skal efterfølges af endnu et bind med Don Martin – begge album ser jeg frem til at læse, og jeg håber at forlaget strammer gevaldigt op, for de to tegneres arbejde er upåklageligt og genialt.

En ommer Cobolt, men absolut et godt initiativ.

Lån tegneserien på biblioteket