Løsepenge for et barn af Jean-Charles Kraehn

Historien starter så brat at man føler sig som en pick-up-mål der droppes fra stor højde ned på en roterende lp.

Introen virker lidt kaotisk og forvirrende, for fra første bind ved vi at Gil leder efter sin forsvundne kone; her starter det med at han skal bringe en løsesum til dem der har kidnappet hans datter. Jagten gennem Lyons underverdens bøssebarer virker som en forstyrrende intermezzo, der tager opmærksomheden fra hovedfortællingen. Men midt i alle de homoseksuelle forviklinger dukker der et spor op der indikerer af Gils kone har indspillet pornofilm. Derfra finder Kraehn tilbage til alt det der gjorde første bind så godt. Der er spænding og fremdrift, udvikling på persontegningen og et godt sammenspil mellem Gil og Djida.

Den semirealistiske tegnestil bruger dynamik på samme måde som Hergé, og det er ikke helt forkert at beskrive Kraehn som en realistisk Hergé. Men Hergé kunne aldrig drømme om at køre frem med de let lumre, halvpornografiske fremstillinger af både kvinder og mænd. Et ikke helt nødvendigt lag af bar hud. Hvad gør det at vi skal se Djidas venusbjerg da hun kastes om på ryggen i en actionsekvens? Hvorfor zoomes der ind på en mand der spiser en is? – på en meget sensuel måde.

Forsiden er som introen lettere rodet. Men fortællingen rykker stadig som en god 90’er-hollywood thriller.

Lån tegneserien på biblioteket